Gentagne og store budgetskred i udvalg
Lolan-Ottesen-copy.jpg
»Det er bestemt ikke godt, at vi har disse overskridelser,« siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Lolan Ottesen (A) om de gentagne budgetoverskridelser i hendes udvalg. »Det holder ikke i længden,« konstaterer hun og forsikrer at de i udvalget arbejder hårdt på at få styr på området. Foto: Arkivfoto
Penge Igennem flere år har Social- og Sundhedsudvalget i al stilhed overskredet budgettet med millioner. Enhedslisten kræver handling og ansvarlighed.

Hvert år sætter politikerne sig sammen for at skrue et budget sammen for at få pengene til at passe. Og indimellem sker det, at et udvalg må bruge lidt flere penge end budgetteret på grund af uforudsete udgifter. Men at et udvalg år efter år overskrider budgettet med flere og flere millioner kroner er ikke hverdagskost.

Det er dog nøjagtig, hvad der er sket i Social- og Sundhedsudvalget i Ballerup Kommune. Siden 2012 er der sket konstante budgetoverskridelser for mange millioner kroner. I 2012 var budgetoverskridelsen på godt otte millioner kroner og siden er beløbet bare steget.

I 2018 anslås det, at budget-overskridelsen vil være 30 millioner kroner og sidste år var tallet knap 33 millioner kroner. Hvert år er overskridelsen sket på samme post, nemlig ’tilbud til voksne med særlige behov’.

Ikke i orden

Det nye medlem af udvalget, Ali Abbasi (Ø) råber nu op om de gentagne budgetoverskridelser. Han mener, at det er helt uacceptabelt og grænsende til en skandale, at man ikke har bedre styr på budgetlægningen. Han mener, at en budgetprocedure er helt til grin, når man alligevel overskrider budgettet med store millionbeløb hvert år. Enhedslisten krævede, at sagen skulle drøftes i kommunalbestyrelsen, men det blev kun sat under et lukket punkt til orientering.

»Vores største anke er, at det er foregået så længe, uden der er blevet gjort opmærksom på noget. Man har bare tilladt budgetoverskridelser år efter år. Det kan ske én gang, at en uforudset udgift koster ekstra, men det er sket seks år i træk og overskridelsen er blot vokset. Vi skal derfor hele tiden finde pengene andre steder, da vi ikke bare kan tage penge af kassen på grund af serviceloftet. Det er ikke i orden og vi vil nu kræve, at der kommer styr på budgetlægningen fremover,« siger Ali Abbasi.

Han undrer sig over, at det i særdeleshed er Social- og Sundhedsudvalget, der har disse massive og gentagne budgetoverskridelser hvert år, mens andre udvalg slet ikke har de samme problemer.

»Det er konstant i SSU-udvalget. Det er en skandale, at man intet gør og at man ikke har sat en buffer og indset, at man har brug for flere penge. Hvad er en budgetprocedure værd, når man alligevel overskrider det hele tiden. Vi har det skidt med, at man skal skære ned på de tilbud til denne gruppe, men så skal andre områder holde for. Vi vil drøfte det på det kommende møde den 10. april og finde en løsning. Vi vil da kræve flere penge til området og erkende, at vi har brug for at få flere midler, når det nu er så svært at holde styr på det,« siger Ali Abbasi, som i sidste en mener, at det er formanden for udvalget, der har et ansvar.

»Jeg ville føle mig ansvarlig, hvis jeg var formand. Men vi er da alle ansvarslige for, at det er sket og for at sætte en stopper for det,« siger Ali Abbasi.

Priserne stiger

Hos udvalgsformanden, Lolan Ottesen (A), er der da også en erkendelse af, at der skal ske noget.

»Det er bestemt ikke godt, at vi har disse overskridelser. Men problemet er hele tilgangen til området. Der er et stigende behov og samtidig er der kommet flere private tilbud til denne gruppe borgere og færre offentlige tilbud.

Dermed stiger priserne voldsomt og det er rigtig svært at styre. Vi vil imidlertid ikke forringe tilbuddene for denne gruppe borgere, så derfor har vi gjort det på denne måde. Men det holder ikke i længden og derfor har vi også sat gang i en straksopbremsning på en række områder midlertidigt, så vi får styr på det og så må drøfte, hvad vi skal,« siger Lolan Ottesen.

Hun erkender, at det kan blive nødvendigt, at sætte flere penge af i budgettet til det særlige område, fordi det er så svært at forudse.

»Vi har drøftet det i KL og andre kommuner har de samme problemer, så der er generelt nok et behov for flere midler på det område. Vi er under alle omstændigheder kommet op i så høje beløb nu, at vi må gøre noget, det er helt klart.

Vi ser da frem til, at Enhedslisten tager medansvar og finder en løsning på problemet, og vi tager fat allerede på det kommende møde i udvalget,« siger Lolan Ottesen.

Billige point

Også den nye næstformand i udvalget, Kåre Harder Olesen (V) ser frem til et samarbejde om at få stoppet de konstante budgetoverskridelser.

»Vi har allerede vedtaget straksopbremsninger på flere områder midlertidigt, for netop at komme den situation til livs. Men vi må også bare sige, at det er et område, der er svært at forudse, for priserne stiger og der er konstant tillæg som gør, at udgifterne stiger. Samtidig er det et ømtåleligt område med nogle af vores svageste borgere, som jeg ikke tror, at nogen ønsker at skære ned på. Men vi ser på det og vi skal finde en løsning,« siger Kåre Harder Olesen.

Han står fuldt og helt ved, at man har overskredet budgettet flere gange, og mener også at det er en billig omgang for Enhedslisten at påpege problemerne nu.

»Der er ingen lette løsninger på et så komplekst og uforudsigeligt område, og vi har løbende forsøgt at tilpasse tingene, men det har bare været meget svært at styre. Jeg synes, det er billige point for Enhedslisten at kalde det uansvarligt og en skandale, når de ikke selv har villet tage ansvar for budgettet i flere omgange. Men jeg glæder mig til at Enhedslisten nu er med i budgettet og tager det ansvar, og jeg ser frem til, at de kan komme med nogle holdbare forslag og løsninger, så vi kan komme overskridelserne til livs,« siger Kåre Harder Olesen, som selv påpeger, at flere penge til voksne med særlige behov kan være nødvendigt og at man blandt andet kan finde nogle af pengene på administrationen.

»Ballerup Kommune bruger 56 millioner kroner mere på administration end gennemsnittet i Hovedstadsregionen, så det skulle nok være muligt at finde nogle af pengene der. Men vi ser frem til at snakke om det på det kommende møde i udvalget,« siger Kåre Harder Olesen.



2 kommentarer om “Gentagne og store budgetskred i udvalg”

  1. Martin Edens siger:

    Interessant at der ikke har været mere debat om den her situation end tilfældet er.
    Reelt set kommer de her kontinuerlige budgetoverskridelser jo til at koste arbejdspladser rundt om i kommunen, eftersom alle andre områder må spænde for, nu da man ikke kan finde ud af at lægge et budget og derefter overholde det.
    Jeg er meget overrasket over at man som kommune kan acceptere endsige tillade at et område på den her måde tydeligvis ikke har nogen som helst form for kontrol med deres forbrug. Svarer jo til de fleste deltagere i Luksusfælden.

  2. Daniel Thillerup siger:

    Et dårligt argument jeg lagde mærke til fra Lolans side af, at man ikke kan forudse hvad der sker.
    Det kræver man er stræng og udgiver stræf og disciplinær handling, når man overskrider et budget.

    Frem for at lade det stå og gro, jeg lå mærke til kommunens lønninger de jo heller ikke lige frem lave.

    Måske skulle man os kigge på de ansattes lønninger og skære der hvor man kan ?.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *