Pas på: Dit navn er i fare
Pas-COLOURBOX-copy.jpg
Det kan give store problemer, hvis man pludselige har fået slettet sit navn og f.eks skal have nyt pas. Og man skal betale for at få det tilbage. Foto: Colourbox
Forvirring Lene Holmgaard troede egentlig hun havde et navn. Men det havde kommunen pludselig fjernet. Nu skal hun betale for at få det tilbage igen.

Lene Julø Holmgaard gik fredag i forrige uge ned på borgerservice på Rådhuset for at få et nyt pas. Hun skal sammen med sin mand en tur til USA og skulle derfor have nyt pas. Flybilletterne var bestilt og glæden over den forestående tur var så småt begyndt at indfinde sig, selvom der stadig er et par måneder til.

Men da hun sad i borgerservice skete der noget forunderligt. Lene Julø Holmgaard hedder slet ikke Lene Julø Holmgaard længere.

Navnet var væk

»Jeg fik at vide, at Julø var blevet slettet. Ifølge den nye navnelov, kan kommunen fjerne navnet, og det var det blevet. Hvis jeg ville have det tilbage, så kostede det 500 kroner. Jeg var helt chokeret. Det har jeg intet fået at vide om. Navnet er mit pigenavn, og så bliver det bare slettet, det forstod jeg slet ikke,« siger hun.

Men ikke nok med, at hendes navn bare var blevet fjernet, uden at hun havde fået besked på det. Det kunne give store problemer i forhold til rejsen.

Strenge regler

»Vi skal til USA, hvor de er meget strenge med at have det samme navn i passet som på flybilletterne. Jeg kan risikere ikke at kunne komme ind i landet. Så nu har jeg et dobbelt problem,« siger Lene Holmgaard, som efterfølgende har været på nettet og via kordegnekontoret købt sit eget forsvundne navn tilbage for 500 kroner. Men hvornår hun får det, så hun kan få det i passet ved hun ikke.

»Jeg har et par måneder at løbe på, så jeg når det vel. Men tænk hvis man står og skal rejse om en uge og ens navn pludselig er forsvundet. Det kan jo være af meget stor betydning,« siger Lene Holmgaard. Samtidig er hun fortørnet over et påfund, der nærmest virker som en ekstra skat.

»Jeg opfatter det som en ekstra skat. Man fjerner mit navn, som betyder noget for mig og tvinger mig reelt til at betale 500 kroner til en ukendt kasse. Jeg har intet fået at vide, det er rystende,« siger Lene Holmgaard, som står frem for at advare andre om, at her op til ferie og rejsetiden, kan deres navn være i fare.

Ramt af gammel lov

Og der er en reel risiko for, at mellemnavne bare kan forsvinde. Det bekræftes hos Ballerup Kommunes folkeregister.

»Det er ikke den eneste sag denne her. Og det er rigtig uheldigt, men da man lavede navneloven om i 2006 var det ikke med tilbagevirkende kraft og det betød, at navne som man var født med, men kun ville bruge som mellemnavn blev nedgraderet til såkaldte adresseringsnavne. Det nye efternavn efter et giftermål blev juridisk bindende navne. Og selvom den regel så efterfølgende blev lavet om, så skete det for alle, som er gift før 2006. Så i dette tilfælde er hun blevet ramt af en regel, som nu er lavet om. Det betyder, at Holmgaard er det juridiske navn og at Julsø reelt ikke er brugbart og at hun er nødt til at købe en navneændringfor at få det igen,« siger Rikke Boye, Center for folkeregistret i Ballerup Kommune.

Hun undrer sig over, at mellemnavnet slet ikke er registret i passet, men hun understreger, at det er meget forskelligt, hvilke navne, der kommer med i forskellige sammenhænge.

»Det er rigtig uheldigt, og jeg ved ikke, hvem der registrerer de såkaldte adresseringsnavne og hvem der ikke gør. Pasmyndighederne gør tilsyneladende ikke og så har hun i dette tilfælde ikke andet at gøre end at betale for at få »sit« navn igen,« siger Rikke Boye.

De 500 kroner tilfalder statskassen og betalingen blev indført nogle år efter, at navneloven blev lavet om og folk kunne få ændret ders adresseringsnavne. Rigtig mange benyttede sig af det i begyndelsen, hvor det var gratis og efter et par år indførte man så et statsgebyr på at få sit navn tilbage.

Konklusionen må være, at jo længere tid du har været gift og har haft et andet efternavn end fødenavnet, jo større er risikoen for, at dit navn bliver væk.



1 kommentar om “Pas på: Dit navn er i fare”

  1. Eva Møller siger:

    Jep! Vi har prøvet det samme. Fik nyt pas kort før USA-rejse hvor der manglede et efternavn. Det var et yderst stort problem. Og det er ikke klart hvilket register navnet er ændret i – for når Borgerservice checker navn før pas-bestilling, er navnet korrekt, men det fremstillede pas er forkert/ændret navn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *