Svar om pullerter
Debat Kære Ove Ginness. Allerførst så kryber jeg aldrig i flyverskjul. Tværtimod er jeg altid åben for en saglig og fornuftig snak om tingene, også nu med de mange stemmer i ryggen. Du er i øvrigt altid velkommen til at kontakte mig på telefon 20691384.

Tak for din interesse for etablering af pullerter i Centrumgaden. Der er en del information om pullerterne i Centrumgaden på kommunens hjemmeside, og på din foranledning er hjemmesiden nu blevet opdateret med seneste nyt.

Jeg kan oplyse dig om, at der er indgået aftale med en leverandør og en entreprenør og at både de anlægsmæssige forhold, for eksempel håndtering af eksisterende ledninger i jorden, og trafikmæssige forhold er projekteret og projektet er nu til myndighedsbehandling.

Vi forventer at kunne præsentere det færdige anlæg for beboerne og forretningsdrivende inden udgangen af maj måned.

Systemet bliver først taget i brug, når beboere i Centrumgaden har fået adgangskoder og vejledning om brug af systemet. Foruden information på vores hjemmeside som indeholder svar på forventelige spørgsmål, vil de berørte få brev om hvordan de kan søge om adgangskode og hvordan systemet fungerer.

Begrænsninger vil der være for de, der kører og parkerer ulovligt i Centrumgade i dag, hvilket jo er meningen. Vi har dog, i valg af systemet og udformningen i gaden, bestræbt os på at mindske besværet for brugere mest muligt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *