Nye tal: Ballerups skoler hæver barren
Egebjergskolen-02-copy-1.jpg
Skolerne i Ballerup har generelt løftet deres karaktergennemsnit. Nu ligger det kommunale gennemsnit på 7,1, hvilket er det højeste blandt de kommuner, som Ballerup normalt sammenlignes med. Foto: Arkivfoto
Læring Nyeste tal fra KL viser, at skolerne i Ballerup fortsætter med at hæve karaktergennemsnittet. Nu ligger det højest blandt sammenlignelige kommuner.

Da Ballerup Kommune i 2011/2012 begyndte skoleprojektet ’Skole Med Vilje’, der skulle løfte karakterene hos eleverne i kommunens skoler, var der ikke mange, der havde regnet med, at det ville blive en så stor succes.

Man havde måske nok regnet med, at kunne løfte karaktergennemsnittet, men at man seks-syv år senere faktisk havde skabt det højeste karaktergennemsnit blandt de kommuner, som Ballerup normalt kan sammenlignes med rent demografisk, vil nok overraske.

Ifølge Kommunernes Landsforening skal Ballerup sammenlignes med en række kommuner, der i indbyggerantal og befolkningssammensætning minder om Ballerup og altså ikke nødvendigvis nabokommuner.

De nyeste tal fra Kommunernes Landsforening viser, at Ballerup i skoleåret 2016/2017 havde et karaktergennemsnit i grundskolen på 7,1. Det er 0,2 procentpoint højere end Helsingør, 0,4 højere end Hvidovre, 0,5 højere end Tårnby, 0,6 højere end Rødovre og 0,7 højere end Glostrup.

Dagligdagens helte

Tallene overrasker formanden for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A) som har været en af bannerførerne for den kommunale skolesatsning.

»Jeg vil være lidt ubeskeden og sige, at vores indsats er rigtig flot. Vi har haft den politiske vilje til at tænke nyt og satse massivt på at løfte folkeskolen, siden vi lancerede ’Skole Med Vilje’. Men det helt store arbejde er jo gjort ude på skolerne. Det er skolelederne, lærerne og pædagogerne, som har gjort arbejdet i hverdagen. Det er i sidste ende deres fortjeneste, at vi nu kan se så gode tal. Det er overraskende, at vi er kommet så højt på listen og at vi placerer os så godt i forhold til de kommuner, som vi normalt sammenligner os med,« siger Peter Als.

Stor indflydelse

Han påpeger, at man naturligvis har arbejdet med fagligheden i skolen, men det handler også om motivation og trivsel.

»Vi var jo foregangskommune med hensyn til elevindflydelse og medindflydelse betyder meget for trivslen. Hvis elverne trives ved at gå i skole, så smitter det af på deres præstationer. Vi har gjort meget ud af at sætte fokus på trivsel, motivation og glæde ved at lære. Samtidig har vi også haft fokus på fagligheden, og det har samlet set haft en betydning,« siger Peter Als, som samtidig understreger, at man også lægger vægt på at sætte fokus på de fagligt stærke elever, så man får alle med i Ballerups folkeskole.

Stabilitet er vigtig

Borgmester Jesper Würtzen (A) er ligeledes både glad og overrasket over tallene.

»Vi har haft en klar politisk strategi i en årrække, som vi har fulgt. Det er vigtigt, at vi har satset på skolen, at vi har løftet den og at vi samtidig også har givet skolen stabilitet til at arbejde med deres mål. Jeg synes, det er rigtig flotte tal og det overrasker mig faktisk lidt, at Ballerup ligger så højt i forhold til andre kommuner. Men det viser også, at strategien har virket,« siger Jesper Würtzen.

Tallene viser også, at Ballerup scorer højt i udviklingen af de gennemsnitlige afgangskarakterer i de foregående to år med en stigning på 0,16 karakterpoint og at andelen af elever med karakteren 2 eller derover i dansk og matematik er oppe på 90,1 procent, hvilket også er højest i forhold til de sammenlignelige kommuner.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *