Scene og overdækning på vej til Kirketorvet
Musisk-Samråd_Ballerup-Syd-copy.jpg
Musisk Samråd blev de glade vindere af Borgermillionen 2018 i Ballerup Syd. Fra venstre står formand Bjarne Aaberg og Torben Liljeroth sammen med borgmester Jesper Würtzen. Foto: privatfoto
Borgermillion Sommerscene, boder og store parasoller flytter ind på Kirketorvet i Ballerup efter at Musisk Samråd løb med sejren i første runde af Borgemillionen 2018.

Vejret er altid lidt af en ’’joker’’, når man skal arrangere udendørsunderholdning her til lands. Og derfor må der opereres med både plan a og b, når der for eksempel skal være dans eller koncert på Kirketorvet i Ballerup.

Men nu kan tovholderne på de mange forskellige aktiviteter på det store torv ånde lettet op. For Musisk Samråd har sørget for tørvejr fremover.

På det første af fire borgermøder, hvor der skulle stemmes om borgermillionprojekter, præsenterede Musisk Samråd idéen ’Sammen om musik, dans og oplevelser på Kirketorvet i Ballerup centrum – også i regnvejr’, som fik et overvældende flertal og derfor løb med sejren – og 315.000 kroner fra årets borgermillion.

Nye muligheder

Musisk Samråds vinderprojekt handler om at trække mere liv til Centrumgaden ved hjælp af en overdækning af Kirketorvet med seks store parasoller, en permanent musikscene og tre transportable salgsboder.
Initiativerne vil forlænge sommersæsonen for bydelens musik- og kulturarrangementer og skabe nye muligheder for at bruge det gamle torv resten af året, for eksempel til julemarked. Projektet bakkes op af Handelsforeningen Centrumgaden, der blandt andet vil dække de løbende udgifter til transport af salgsboderne.

Penge tilovers

Musisk Samråd bad om 315.000 kroner fra borgermillionen til at realisere projektet om mere musik og dans i midtbyen. Dermed blev der 60.000 kroner i overskud af de 375.000 kroner, der i alt var afsat til idéerne i Ballerup Syd.

De penge gik derfor til aftenens andenplads: Coding Pirates, der ønsker at skabe en model af fremtidens Ballerup i børnehøjde ved hjælp af digitale værktøjer som droner, 3D-modellering og virtual reality.

De øvrige afstemninger

På torsdag den 12. april klokken 17 er det Skovlundeborgernes tur til at stemme på deres foretrukne borgermillionprojekt, borgermødet finder sted i kulturhuset.

Tirsdag den 17. april klokken 17 stemmer borgerne i Ballerup Nord i Atriet på Rådhuset og tirsdag den 24. er turen kommet til Måløv, hvor der er præsentation af projekter og afstemning klokken 17 i kulturhuset.



1 kommentar om “Scene og overdækning på vej til Kirketorvet”

  1. Rene nielsen siger:

    Super og håber da at der måske kan laves noget helt permanent det ville skabe så meget hygge og sammenspil .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *