Backgammon-folket får fast mødested
backgammon-copy.jpg
Interessen var stor, da BMS Backgammon holdt turnering i BSF’s klublokaler i påsken 2016. Nu har de lavet en aftale med Ballerup Bibliotek om, at de kan mødes der og spille backgammon - foreløbig en gang om måneden. Foto: privatfoto
samvær Torsdag den 12. april mødes glade backgammonspillere for første gang i deres nye ’’klublokale’’ på Ballerup Bibliotek. Alle er velkomne.

For et par år siden hørte vi første gang om brætspilklubben ’BMS Backgammon’, da de holdt deres debutturnering i fodboldklubben BSF’s lokaler. Siden har der været lidt stille, og det blev vist aldrig rigtigt en klub, men nu rører de backgammonglade spillefolk igen på sig.

Efter lang tids tilløb har de nemlig fået skaffet sig et mødested, hvor man fremover kan dukke op og være med til at spille det populære brætspil.

»Vi er nogen glade backgammon-spillere, der længe har syntes, der manglede et fast mødested, hvor man kan spille med ligesindede i Ballerup. Derfor vil vi nu starte en ny tradition op og håber at se så mange som muligt,« fortæller de to tovholdere Sanne Hartmann og Finn Due Larsen.

De og deres medspillere har fået lavet en aftale med Ballerup Bibliotek om, at de kan mødes der og spille backgammon på faste aftener.

»Vi tænker i første omgang en gang om måneden, og er der interesse for det, går vi over til at mødes hyppigere – måske en gang om ugen,« fortæller de.

Første spilaften

Første gang bliver torsdag den 12. april fra klokken 18.30 til 22. hvor man altså kan kigge forbi Ballerup Bibliotek og spille med.

»Alle er velkomne, uanset erfaring. Om du er helt nybegynder eller total ”haj” spiller ingen rolle. Det kræver heller ikke medlemskab af Dansk Backgammon Forbund – bare mød op, det er helt gratis og kræver ikke forhåndstilmelding,« fortæller de.

På aftenen spilles der en simpel café-turnering, hvor alle er garanteret mindst to kampe. Taber man første kamp, ryger man i ’’consolation’’- trøsteturnering.

Arrangørerne tager selv alle deres spil med, men kan hurtigt komme i bekneb, så hvis man selv har et backgammonspil derhjemme, må man meget gerne tage det med. Det samme gælder snacks og drikkevarer, hvis man har lyst til det, for cafeen på biblioteket er lukket om aftenen,

»Forhåbentlig er vi så mange, at vi på den lange bane kan oprette en klub og være med i turneringer. Men det er foreløbig fremtidsmusik – nu og her håber vi bare at der dukker en masse glade BG-fans op for at hygge sig,« siger Sanne Hartmann og Finn Due Larsen.

Man kan læse mere i facebookgruppen ’BMS Backgammon’ eller kontakte Sanne Hartmann på telefon: 30 26 35 84 eller Finn Due Larsen på telefon: 40 37 66 04.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *