Smørumsøskende danser på Bellevue Teatret
Smørum-søskende-foto-Filip-Granlie-copy.jpg
10-årige Clara Fie Frisken og 12-årige Hector Frisken er klar til den store scene på Bellevue Teatret, hvor de på fredag skal danse en vis del ud af bukserne til premieren på familieforestillingen ’Cykelmyggen Egon’. Foto: Filip Granlie
teater Søskendeparret Clara Fie og Hector Frisken fra Smørum danser forrest på scenen når Bellevue Teatret genopsætter ’Cykelmyggen Egon’.

Den store børnebogsklassiker ’Cykelmyggen Egon’ af Flemming Quist Møller udkom i 1967. Siden er bogen også blevet til en populær familieforestillinger på teater – først på Holbæk Teater og siden på Østre Gasværk.

På fredag den 13. april genopsættes forestillingen på Bellevue Teatret i Klampenborg, og denne gang er der to søskende fra Smørum med helt fremme på scenen, nemlig Clara Fie på 10 år og storebror Hector på 12.

Begge søskende har trådt deres første, mange dansetrin på Lone Lindgreens danseskole DancingTeam i Ballerup, men er nu fortsat videre til AL Dans i Søborg, hvor danselæreren Malthe Ørsted spottede Smørumbørnenes store talent og anbefalede dem til den stort opsatte forestilling med både hiphop, dans og cykelakrobatik.

Fulgte i storebrors spor

Hector, der går på Balsmoseskolen, fik sin danseinteresse allerede som 6-årig i SFO’en Mosehuset i Smørum. Her var han ikke til at hive væk fra Wii-spillet ’Just Dance’. Forældrene, Trine og Jonas, tilmeldte ham derfor til hiphop på den lokale danseskole i Ballerup. Hector blev i 2016 udtaget til VM i hiphop og dansede sig ind på en flot fjerdeplads.

Søsteren, Clara Fie, der er 10 år og går i 4. klasse på Boesagerskolen, blev inspireret af sin bror og begyndte ligesom ham at danse hos DancingTeam i Ballerup, ligesom hun også fulgte hans spor til VM i hiphop i 2017, hvor hun landede på en fin 11. plads.

Kammerater i salen

Både Hector og Clara Fie glæder sig til premieren på Bellevue Teatret på fredag.

»Det har været sjovt at være med til at lave sådan en stor forestilling, og nu glæder vi os helt vildt til premieren på fredag. Her skal vi optræde foran 740 publikummer. Det bliver fantastisk at danse rundt foran en fyldt sal med alle de andre dygtige på holdet. Vores klassekammerater kommer også ind og ser forestillingen, så nu kan de snart se, hvad vi har brugt så meget tid på,« fortæller de.

Clara Fie og Hector danser på scenen med et stort hold, inklusive deres danselærer Malthe og Cykelmyggen Egons far, Flemming Quist Møller, der er fortæller i forestillingen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *