Smørum inviterer til Golfens Dag
Golf Hvis man kunne tænke sig at snuse lidt til golfsporten, så kan man komme til Golfens Dag i Smørum Golfklub søndag den 22. april klokken 10 til 16.

Denne dag holdes der Golfens Dag, som er en åbent hus-dag i golfklubber over hele landet. Både børn og voksne er velkomne indenfor.

Det koster ikke noget, og det er ikke nødvendigt at medbringe eget golfudstyr. Alt det nødvendige kan man låne i klubben uden beregning. Alle gæster vil blive introduceret til sporten af professionelle golftrænere.

Der vil også være mulighed for at spille på Par-3 banen, ligesom der vil være et hav af sjove konkurrencer. Smørum Golfklub er landets største golfklub med over 2.400 medlemmer, og derfor er alle sejl sat til, for at alle kan få en god dag med golfen.

Der vil desuden være særligt fokus på unge potentielle golfspillere, der vælger at prøve kræfter med golfsporten på dagen.

»Smørum Golfklub kan i år fejre 25 års jubilæum, og gennem alle årene har junior-
arbejdet været prioriteret højt i klubben. Derfor er vi ekstra glade, når der på landsplan sættes fokus på at gøre en ekstra indsats for at tiltrække endnu flere unge til sporten,« siger Brian Stig Jørgensen, golfmanager i Smørum Golfklub.

»Derfor glæder vi os til at se rigtig mange gæster på søndag, også de unge. Men alle er velkomne, for golf er en sport, der kan dyrkes i alle aldre og af enhver,« tilføjer Brian Stig Jørgensen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *