’Verden Venter’ lige nu i Baltoppen
verden-venter.jpg
Flot præstation af eleverne fra Ballerup Ungdomsskole, der i disse dage spiller musicalen ’Verden Venter’ i Baltoppen. Foto: Flemming Schiller
teater Niveauet er højt, når eleverne fra Ballerup Ungdomsskole synger, danser og spiller sig gennem musicalen ’Verden Venter’, der vises i Baltoppen til og med på lørdag.

41 elever fra Ballerup Ungdomsskole har siden september øvet på musicalen ’Verden Venter’, der kan ses i Baltoppen i denne uge. Forestillingen er skrevet af skrevet af Høg, Aaagaard og Mathiesen, der blandt andet står bag ’Skammerens Datter’ og ’Vildheks’.

Barren er sat højt af instruktør Anna Louise Gomard, og selv om de unge spillere er amatører, så spiller, synger og danser de på et niveau, så publikum glemmer, at de ikke er trænede spillere, men børn og unge i alderen 13 til 25 år.

Scenen er sat på en kostskole i 1958, hvor eleverne går i skoleuniform og de forstokkede lærere tiltales med efternavn. Men til trods for at de unge spillere skal skræve over en tidsmæssig kløft, så leverer de en gribende og autentisk fortælling. Om behovet for at sprænge skolens snerrende bånd, lytte til hjertet og forfølge passionen, frem for leve op til samfundets og forældrenes forventninger. Evigtgyldige temaer som også er vedkommende for unge og deres forældre i 2018.

Forestillingen har premiere i aften og kan ses hver dag til og med på lørdag den 21. april. Info om program og billetter kan findes på: www.ballerup-musical.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *