Skal bibliotekshaven i Måløv ødelægges?
Debat Den lille fine have ved Kulturhus Måløv passes med stor fornøjelse af en lille gruppe frivillige. Måløvs borgere opholder sig jævnligt i haven, og i tidens løb har vi modtaget mange positive bemærkninger om havens tiltalende ydre og vort arbejde.

Ifølge kommunens planer vil man imidlertid ændre konceptet, så haven åbnes mere, således at den kan blive samlingspunkt for kulturhusets brugere og andre, der opholder sig i området. I den forbindelse vil man fjerne hækkene mod det såkaldte Kulturtorv og mod Måløv Hovedgade og i stedet anlægge trapper med henblik på siddepladser samt bedre adgangsforhold.

En særdeles uheldig plan, der formodentlig vil spolere haven, som vi kender og holder af. For en sådan lille intim have vil det være stærkt ødelæggende, hvis de ydre rammer, det vil sige hækkene, fjernes.

Som det er nu, danner hækkene på ingen måde problemer for adgang. Hækkene har – ud over den æstetiske virkning – forskellige andre fordele. De filtrerer affald fra parkeringspladsen og har en lyddæmpende virkning. Hække giver læ, og med en relativ stor åben plads mod vest, vil denne virkning forsvinde til gene for både besøgende og planter.

Haven vil ændre karakter fra at være en ”have” til at blive ”et anlæg ved en parkeringsplads”. At sidde på trapperne ganske tæt på trafikken med udstødningsgas, støj og lys fra specielt de store lastvogne til Netto, vil på ingen måde virke tillokkende. Projektet burde genovervejes og helst helt droppes.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *