Et nyt hold lokale bydelsmødre på vej
Bydelsmødre-copy.jpg
En række bydelsmødre fra forskellige steder i landet mødte Prinsesse Mary og en af repræsentanterne fra Ballerup, Suad Zubeid (klædt i sort med rosa halstørklæde), fik plads lige ved siden af kronprinsessen. Foto: privatfoto
Integration Ballerup Kommune har bevilget en pose penge til uddannelse af nye bydelsmødre.

Igennem de senere år har en gruppe bydelsmødre i Ballerup arbejde på at skabe integration og oplysning blandt især kvinder med indvandrerbaggrund i Ballerup Kommune.

Gruppen af bydelsmødre er imidlertid skrumpet ind på grund af, at mange af bydelsmødren er kommet i arbejde eller i uddannelse på baggrund af de nye kompetencer, de har fået i bydelsmor-arbejdet.

Nu har Ballerup Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg bevilget 45.000 kroner til uddannelse af et nyt hold bydelsmødre.

Det er beboerprojektet Hedegaven og Ballerup Almennyttige Boligselskab, afdeling Grantoften, der har søgt pengene i puljen for integrationsfremmende initiativer. En pulje, der er godt fyldt med penge fra overførte midler fra 2017.

Skal køre selv

Ønsket med midlerne fra puljen er, at er de skal være med understøtte igangsættelsen af initiativer, der kan køre af egen drift i samfundet.

Projektet skal køre fra maj til oktober 2018 og skal konkret bruges til løn til gæstelærer samt til en projektleder. Desuden skal en mindre del bruges til en række administrative ting. Projektet er en direkte videreførelse af det eksisterende projekt ’bydelsmødre’, der blev sat i gang i 2012.

Den overordnede formål med bydelmødrenes indsats er at styrke kvindernes deltagelse i samfundet.

Et godt tilskud

Ballerup Kommune mener overordnet, at det er en god idé at uddanne et nyt hold bydelsmødre og at videreudvikle indsatsen. Indsatsen gavner efter kommunens mening både de borgere, som er indsatsens målgruppe, men også bydelsmødrene selv, der ofte får så store kompetence- og sociale løft, at de kommer videre i livet med arbejde og uddannelse.

Den kontante bevilling glæder koordinatoren for bydelsmødrene i Ballerup, Miaser Hawwa. Hun fortæller, at bydelsmødrene nu planlægger et nyt kursus med en lang række aktiviteter. Kurset skal vare 14 aftener á tre timer med en række forskellige oplægsholdere.

»Det kræver en del ressourcer, både menneskelige og økonomiske, at gennemføre bydelsmor-uddannelsen, så vi er glade for, at vi nu har fået et kommunalt tilskud, så vi kan arbejde videre med denne succes,« siger Miasser Hawwa



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *