Hele verden på skoleskemaet
Erasmus_2.jpg
De to lærere, som er med i Erasmus-projektet, Peter Wichmann og Kisa Laursen. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Projekt 16 elever fra Hedegårdsskolen er med i det europæiske Erasmus-projekt, der sætter fokus på forskelle og samhørighed mellem lande.

Der er forskelle mellem den måde man går i skole på og måden man er ung på i Danmark og i eksempelvis Portugal.

Selvom begge lande er EU-medlemmer og ligger relativt kort fra hinanden geografisk, så er der alligevel en del forskelle. Det gælder faktisk for mange lande, som endda ligger endnu tættere på Danmark, eksempelvis Tyskland.

Det har en gruppe på 16 elever fra Hedegårdsskolen erfaret som en del af det fælleseuropæiske Erasmus-projekt.

På tværs af grænser

I december måned underskrev Hedegårdsskolen kontrakten om at være medlemmer af det to-årige projekt med titlen ’Welcoming Diversity in School’. Her kan en række elever i 8. klasser fordelt over flere europæiske lande være med til udveksling af ideer, inspiration og besøg hos hinanden og ad den vej udvide forståelsen for hinanden på tværs af kulturer og landegrænser.

Erasmus er et EU-støttet uddannelsesprogram, og programmet for de i alt 16 deltagende elever i engelsk-
undervisningen er temaer som mangfoldighed, integration, minoriteter og kultur. Hedegårdsskolen samarbejder med skoler i Tyskland, Portugal, Spanien, Holland og Italien og fire gange i løbet af de kommende to år skal udvalgte elever fra alle seks skoler mødes hos hinanden og præsentere en række opgaver, som de har arbejdet med.

Eleverne på Hedegårdsskolen har allerede været i Tyskland i december og har netop afsluttet en tur til Portugal. Her skulle de have fokus på blandt andet mad og fordomme.

Skole med kulturer

»Vi har en international koordinator, som ledte efter en partner til et Erasmus-projekt. På vores skole har vi netop arbejdet med den internationale dimension, så det var oplagt for os at være med. Vi har jo stor mangfoldighed på skolen med en stor andel af tosprogede elever. Jeg blev spurgt, fordi jeg har to klasser i engelsk, så for os var det en rigtig spændnede ting at være med i,« siger Kisa Laursen.

Hun og Peter Wichmann er de to tilknyttede lærere på projektet, og de ser frem til de kommende års arbejde.

»Det handler også for eleverne om at få en række kontakter og øge deres sprogkundskaber, og så lærer de andre kulturer at kende. Vi har arbejdet lidt med fordomme om andre lande inden turen til Portugal, og det er der kommet en række interessante tegninger og dialoger ud af,« siger Peter Wichmann.

Turen til Portugal har eleverne forberedt sig på og de glæder sig til at mødes med de andre elever fra Portugal.
»Det bliver spændende at lære dem at kende og se, hvordan andre lever. Selvom det ikke er så langt fra Danmark, så er der nok alligevel en del forskelle. Det bliver også spændende at bo hos familierne og se, hvordan de lever,« siger én af eleverne, Samuel.

Meget slik i skolen

Noget er der nok om det, for Jonathan har nemlig været med på turen til Tyskland. Og selvom Tyskland jo minder meget om Danmark og ikke ligger særlig langt væk, så var der alligevel en del forskelle, oplevede han.

»Det var ret fedt at besøge familierne. Der var alligevel en del forskelle på at gå i skole i forhold til Danmark. Og så fik vi ret meget slik med i skole. Det var nok ikke gået herhjemme,« griner Jonathan.

Håbet med projektet er, at man udover at få en række gode kontakter til andre skoler i EU også kan komme tættere på hinanden og lære mere om de andre lande ned ved ’bare’ at rejse dertil som turist.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *