De slog et slag for golfen
Golfens-dag-copy.jpg
Alle aldre havde fundet vej til Hjortespring Golfklub, hvor man kunne træne og smage lidt på golfens glæder. Foto: privatfoto
Golf De flotte grønne greens og den strålende sol skabte en perfekt ramme, da Hjortespring Golfklub den 22. april var værter ved ’Golfens Dag’ 2018.

Formålet med dagen var at udbrede kendskabet til golf og give interesserede muligheden for at stifte bekendtskab med golfspillet og med miljøet i Hjortespring Golfklub.

Omkring 120 interesserede i alderen fra 4 år til 70 år mødte op på dagen, der startede med. at formanden Christian Holm bød velkommen og introducerede klubben, der er en af landets største golfklubber med ca. 1.500 medlemmer, og hvor der for øjeblikket ikke er ventetid på et medlemskab.

Herefter blev deltagerne delt op i tre grupper, der roterede mellem tre forskellige aktiviteter.

På driving range blev der arbejdet med at ramme golfbolden, så den både fik længden og retningen, som spilleren havde tænkt sig. Flere af deltagerne erfarede, at golfbolden, når der slås, kan synes ekstraordinær lille. Men de fleste oplevede også, at træningen bar frugt og at resultaterne blev bedre og bedre.

På putting green tog alle aldre imod udfordringen om at forsøge at få bolden i det meget lille hul. Der var arrangeret konkurrencer om at blive blandt de bedste eller mest heldige til at ramme hullet.

Endelig var der plads til at nyde omgivelserne, og alle fik fornemmelsen af, at det at gå en tur på golfbanen ud over at byde på konkurrence, fysisk aktivitet og socialt samvær også kan udvikle sig til at være en unik naturoplevelse.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *