Ballerup moste Ejby
Ballerup_BK.jpg
Der var masser af flotte mål, da Ballerup BK slog Ejby 6-1. Foto: privatfoto
Fodbold Det var med en god portion respekt, at Ballerup BK havde taget den korte tur til Ejby, for at møde et af de hold, som tog point fra topholdet i efteråret.

Der var blevet lyttet efter Thomas Carlssons oplæg, og det var ikke alene de små frispark, man undlod at give Ejby, men over hele linjen, blev der lukket solidt af fra Ballerups side. Fremad banen blev der forsøgt at kombinere på den lidt svære forårs-bane, og det lykkedes rigtig fint. Især i højre side var Mikkel Andersen i hopla, og flere gange flænser han fuldstændigt Ejbys venstre forsvarsside op.

Alligevel var det ikke her, hvor den første scoring kom fra, da det i stedet var Ejby, som fik sat den første scoring ind – i eget net. 1-0 til Ballerup efter 13. minutter. Ballerup fortsatte ganske ufortrødent, og efter endnu et par gode kombinationer foran hjemmeholdets felt, så blev bolden lagt ud til Mark Petersen på venstrekanten, han fandt sin legekammerat, Daniel Pless, som satte bolden elegant i nettet til 2-0.

Endnu et mål blev det til, da Ivan Christjansen sendte Mikkel Andersen af sted på højresiden. Efter en sprint over en tredjedel af banens længde, prikkede han roligt bolden forbi Ejbys målmand til pausestillingen 3-0.

Fra 2. halvlegs start forsøgte Ejby at lægge et lille tryk på Ballerup, for at se, om der kunne være noget at komme efter. Det var der ikke, og alle deres tilnærmelser blev afværget af Ballerup.

Mickel Stumpe drev bolden frem fra bagerste geled, fandt Mark Petersen i fødderne, han vendte rundt på førsteberøringen og sendte Mikkel Andersen i dybden. Her var han igen for hurtig for Ejbys forsvar, og prikkede endnu en gang roligt bolden under den fremadstormende keeper til 4-0.

Herefter gav Ejby op, eller deres krafter løb i hvert fald op, og Daniel Pless kunne derfor lukke kampen helt med scoringerne til både 5-0 og 6-0 inden Ejby fik reduceret kort for slutfløjt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *