Nu kommer OL til Ballerup
Atletik Tirsdag den 15. og onsdag den 16. maj afholdes det lokale Skole OL-stævne på Ballerup Atletik Stadion.

Her skal i omegnen af 750 elever fra lokale fjerde-, femte- og sjetteklasser dyste om at vinde en finaleplads og en klassetur til Skole OL Finalen i Aarhus den 12.-15. juni. En finale, der med sine 12.000 deltagere, bliver større end det seneste OL i Rio de Janeiro.

I samarbejde med foreninger over hele landet afholdes knapt 100 Skole OL lokalstævner. Her har næsten 3.000 klasser deltaget i de indledende konkurrence-runder, hvor eleverne har prøvet kræfter med en af Skole OL’s fem idrætsgrene og ikke mindst mærket den OL-stemningen på egen krop.

Skole OL er nemlig mere end bare en konkurrence. Derfor gør Ballerup Atletik Klub meget ud af, at børnene og tilskuerne skal kunne mærke suset fra de ”rigtige” olympiske lege. Til lokalstævnet i Ballerup vil man kunne opleve en indmarch, fælles opvarmning, taler af Borgmester Jesper Würtzen og Formand for Ballerup AK.

Skole OL har i år 10-års jubilæum og det er Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Atletik Forbund støttet af Nordea-fonden, TrygFonden og Aarhus Kommune, der står bag.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *