Svar vedr. stationsområdet i Måløv
debat Tak til Bent Møller Rasmussen for debatindlægget vedr. udviklingsplanerne for stationsområdet i Måløv. Du stiller nogle rigtig fine spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på.

Omdannelse af stations-området fra erhvervsområde til boligområde er et idéoplæg, som kommunalbestyrelsen gerne ville have idéer og forslag til, inden vi eventuelt ændrer kommuneplanen for området og går i gang med en eller flere lokalplaner.

Vi ville blandt andet gerne have kommentarer på selve forslaget om at ændre områdets nuværende anvendelse, men det var borgerne frit for, hvad de gerne ville kommentere på.

Det er korrekt, at der på stationsområdet i Måløv fortrinsvist vil være én eller flere privat grundejere eller investorer, som vil udvikle projekterne. Kommunen ejer på nuværende tidspunkt kun det areal, hvor pendlerparkeringspladserne er samt et mindre areal nord for nyttehaverne. Når det er sagt, så er det kommunen, som udstikker rammerne for områdets udviklingsmuligheder. Det gør vi med kommuneplanen, og det gør vi i detaljen med en lokalplan.

Vi arbejder flere steder i kommunen med at byfortætte i bymidterne og på stationsnære arealer. Det skyldes, at byudvikling i stationsnære områder kan bidrage til at gøre det attraktivt at benytte kollektiv transport. Jeg forstår desværre ikke, hvor du er henne geografisk i afsnittet om stationsnærhedsprincippet.

Jeg er ikke bekendt med, at der skulle være nogen byggeplaner nord for Måløv Byvej, så jeg kan heller ikke svare på dit spørgsmål til dette.

Angående realiseringen af konceptet omkring Måløvringen, så mener jeg, at det vil være mere interessant at skabe den forbindelse over Måløv Byvej og jernbanen, som man foreslår i vinderforslaget, hvis området syd for Måløv Byvej er et boligområde og ikke boksbutikker. Det vil forbinde mennesker med mennesker og attraktive steder i byen som for eksempel Søndergårdssøen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *