Mødre uden filter
nicola_8.jpg
»Man kan jo snart ikke komme til en fødselsdag, uden der er en megaflot fondantkage med glimmer på og alt er farvekoordineret og økologisk,« siger 36-årige Nicola Sandra Voss, som tager kampen op mod det perfekte på Filterfri.com. Foto: Flemming Schiller
balance Det der med at være mor er ikke bare lutter enhjørningformet, fondantbeklædt, glimmerpyntet lagkage. Det er også lort engang imellem. Derfor har to bramfri mødre skabt Filterfri.com, hvor de gør op med glansbilledet af familielivet og beskriver de knap så blankpolerede sider af livet med børn.

Når man er mor og ens børn stadig er børn, der bor hjemme og gør krav på størstedelen af ens opmærksomhed, så kender man nok godt det der med at føle, at man ikke helt slår til. At man ikke har barberet ben siden sidste sommer, har glemt at putte ungerne i bad i noget der ligner en uge og at ens hjem ligner et bombet lokum med lige dele madrester, legoklodser og nullermænd fordelt ud over samtlige gulvflader.

Sådan er vi i hvert fald nogen, der har det. Og derfor er det nye ’’mor-forum’’ på nettet Filterfri.com et kærkomment mødested, der hylder det uperfekte, uredigerede morliv.

Bag Filterfri.com står to mødre og veninder, Louise Boo Jespersen og Nicola Sandra Voss, sidstnævnte bor lige her i Måløv sammen med sin mand Jonas, som er (kun lidt tvunget) med ind i projektet som webmaster og deres to børn Dixon på fire år og Titan på et.

Det er ikke dejligt

Nicola Sandra Voss er 36 år, uddannet journalist og i øjeblikket ved at gøre klar til at tage afsked med barselslivet. Hun har længe savnet et mere ærligt billede i diverse magasiner, på hjemmesider og især på de sociale medier af det at være mor.

»Jeg synes, der er alt for meget fokus på og konkurrence om at være perfekt. Man skal ligesom overgå hinanden hele tiden. Man kan jo snart ikke komme til en fødselsdag, uden der er en megaflot fondant-
kage med glimmer på og alt er farvekoordineret og økologisk. Man kan jo nærmest kun mislykkes,« siger hun og fortsætter:

»Vi skal også selv være rynkefri og dellefri, vi skal løbe halvmaraton og bage økologisk og det skal være spelt og uden sukker eller tilsætningsstoffer. Og vi må endelig ikke give vores unger legetøj med ftalater i, puha! Der er jo ingen mennesker, der kan leve op til alt det.«

Det kunne hun hurtigt blive enige med sin veninde Louise om, og derfor besluttede de at lave Filterfri.com. Hjemmesiden er et forum for mødre, der ligesom de to stiftere selv, gerne vil have bagsiden af medaljen med – grums og ufiltrerede sandheder om livet med børn, som de selv skriver på siden.

»Der mangler en stemme for alle de mødre, der ikke kun synes, at det er skide nemt og dejligt at være mor. Eller i hvert fald ikke tør sige det højt,« slår Nicola fast.

»Min ældste er fire år. Han råber af mig – hver eneste dag. Det er altså ikke dejligt,« tilføjer hun.

Skamfulde følelser

På Filterfri.com har Louise og Nicola samlet en masse forskellige indslag – ligefra deres egne personlige klummer til artikler med forskellige kendte mødre over små tips til hverdagen, børnecitater og opskrifter.

Målet er at skabe et frirum, hvor alle tanker, følelser og ord om det at være mor er tilladt. Både når det er skægt, skønt og skrækkeligt.

»Jeg tror, der er rigtig meget skam forbundet med at sige, at man ikke bare nyder det at have fået børn. Ligesom man jo nærmest ikke tør sige højt, hvis man tænker ’åh nej’ om 10 dages påskeferie derhjemme med børnene,« siger Nicola og fortsætter:

»Men altså, helt ærligt. Vi er jo ikke sådan indrettet, at alt er enten eller. Det er vi jo heller ikke i alle mulige andre sammenhænge. Mit barn er ikke kun sødt og dejligt, det er også pisseirriterende. Og det synes jeg faktisk godt, at man må sige højt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *