Toilettræning skal der til
Labvinder-250418-2-copy.jpg
De glade vindere fra hold ’Forureningsviserne’ Jasmin, Mikkel og Lukas G, som havde lavet en flot model af et toilet suppleret med akvarium, brunt vand og minikamera, der viste, hvordan vandet bliver forurenet. Foto: Privatfoto
ideer Alt for mange smider ting i toilettet, som ikke hører hjemme der, derfor bad Vandspejlet skoleelever om hjælp til oplysningskampagner.

Kreativiteten fejler ikke noget hos de to femteklasser på Baltorpskolen afdeling Rugvænget. De har netop været hovedpersoner i et projekt, hvor de skulle finde på løsninger til, hvordan man kan få folk til at lade være med at smide alle mulige ting i toilettet.

Projektet er en del af et større samarbejde mellem Ballerup Bibliotek, skolerne og forskellige lokale virksomheder, hvor formålet er at udvikle børnenes innovationskraft og give dem indsigt i jobmarkedet samt at hjælpe virksomhederne med kreative, ungdommelige løsninger på helt konkrete problemer.

Den bedste toiletidé

I dette specifikke projekt skulle eleverne kigge dybt i toiletkumme. Formidlingscentret Vandspejlet på Måløv Rensningsanlæg havde formuleret et problem med vandrensning – og den udfordring tog eleverne imod. De skulle finde løsninger på det problem, at alt for mange mennesker kommer alt for mange ting i toilettet, som ikke skal den vej og derfor hindrer vandrensningen. Kort sagt skal der kun ’tis, lort og papir’ i toilettet. Og det budskab skulle eleverne arbejde med i deres kampagner.

I alt 11 grupper fra de to femteklasser fremlagde deres ideer, og kreativiteten var stor. Grupperne havde tænkt oplysningskampagne til forskellige målgrupper, og der var sjove og overraskende ideer til både plakater, tegneserier, film, sang og meget mere.

Der blev klappet og grinet under fremlæggelserne, og dommerne kom på en svær opgave med at udvælge en vindergruppe, som ud over æren kan glæde sig over en biograftur.

Men de skulle jo vælge én – og det blev gruppen Forureningsviserne, som havde bygget en flot model af et toilet, suppleret med akvarium, brunt vand og et minikamera, der viste, hvordan vandet bliver forurenet. Gruppen vandt på den pædagogiske løsning, som fremover kan bruges i Vandspejlets formidlingsarbejde og på det sjove slogan, som sender en hilsen til USA’s præsident: ”Make our planet CLEAN again”.

De tænker vildt og skævt

Repræsentanterne fra Vandspejlet var meget begejstrede over samarbejdet med skolerne og de mange idéer fra de krative elever:

»Vi håber, det kan give både økonomisk og miljømæssig gevinst. Eleverne kan være virkelig gode til at tænke nyt. De tænker vildt og skævt på en helt anden måde end voksne,« sagde miljøteknolog Camilla Christensen.

»Hvis vi kan finde løsninger på vandrensning med elevernes forslag, er det en kæmpe hjælp for os. Det her er ikke bare noget, vi gør for sjov. Vi kommer til at bruge de ideer, som eleverne er kommet med,« supplerede lærer og formidler ved Vandspejlet, Käthe Bruun Jensen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *