Byens eksborgmester fylder 80
dalsgaard03.jpg
Ove E. Dalsgaard var Ballerups borgmester i 31 år og har sat et betydeligt præg på udviklingen af kommunen i de 42 år, han har været aktiv i lokalpolitik. I dag nyder han sit otium og sin mere tilbagelænede position. Den 15. maj fylder han 80 år. Foto: Flemming Schiller
Fødselsdag Selv om det er seks år siden, Ove E. Dalsgaard annoncerede, at han ikke genopstillede til kommunalvalget, så betragter mange ham stadig som ’borgmesteren’. 31 år som borgmester for Ballerup har sat sine aftryk hos borgerne. Den 15. maj fylder byens ikoniske førstemand 80 år. Stadig aktiv, men i en mere tilbagelænet position.

Når Ove E. Dalsgaard bevæger sig rundt i Ballerup sker det ikke ubemærket. Efter 42 år som lokalpolitiker, heraf de 31 som borgmester i byen, har han sat et markant præg på udviklingen af kommunen. Og selv om det er seks år siden, han overlod nøglerne til byporten til Jesper Würtzen, så refererer mange stadig til Dalsgaard som ’borgmesteren’.

»De kalder mig stadig borgmester,« siger han med et lunt smil på en solrig dag i haven i Egebjerg.

Det synes at bekomme ham vel, at han stadig er husket – og for mange gode tiltag – efter så mange år på posten. Men savner den, det gør han ikke, selv om det politiske arbejde i årtier har fyldt mere end en almindelig arbejdsdag for fødselaren.

Antallet af indflydelsesrige poster, Ove E. Dalsgaard har beklædt gennem sine 42 år i politik, er næsten uudtømmelig. Lokalpolitisk har han været master mind bag udviklingen af Ballerup som erhvervs- og uddannelsesby, og en succesrig en af slagsen.

Udviklingen af Egebjerg, Søndergårdskvarteret og Østerhøj, bevarelsen af de grønne områder hører til hans meritter sammen med hundredevis af forslag og initiativer, der har skullet forbedre borgernes liv. Den åbne dør til borgmesterkontoret, hvor borgerne kunne komme og få lettet deres hjerte og en konkret håndsrækning, hvis det var muligt, den gratis rygtræning, der bragte sygefraværet markant ned blandt kommunens hjemmehjælpere, og gratis tandpleje til de ældre.

Han vil dog ikke tage hele æren selv, for uden stribevis af dygtige medarbejdere i kommunen og opbakning fra det politiske bagland, havde intet af det kunnet lade sig gøre, understreger han. Mediestorme og kritik fra baglandet og sine politiske modstandere er han heller ikke sluppet for. Men han har aldrig taget det med hjem i privaten, bedyrer han.

Livslangt engagement

Ove E. Dalsgaard er stadig involveret. Han kan ikke lade være. Fællesskabet og det daglige brusebad af menneskelig kontakt er drivkraften. Uanset om det gælder at holde foredrag, være frivillig i Hjortespring Golfklub, hvor han og hustruen Annie ynder at gå de 18 huller, engagementet i pilgrimsherberget, eller som formand for Forum for Ældre og Socialtandpleje, fordi det er så ’katastrofalt’, at ingen interesserer sig for udsatte og de ældres tandhygiejne.

Han stiller gerne op som vikar for borgmester Würtzen, hvis han er forhindret, når der skal holdes tale for en skattet medarbejder gennem mange år. Også selv om, det ifølge ham selv ikke ligger i hans natur at stille sig frem. Men det lærte han i lærlingeårene, da han blev valgt som formand for elektrikerlærlingene i Varde.

Ene hane i hønsegården

Det var her Ove E. Dalsgaard voksede op som eneste søn ud af en søskendeflok på fem. Faren var murermester, eller ’spjældskraber’, som Dalsgaard kalder sin fars murermestervirksomhed, der mestendels levede af småreparationer.

Barndomshjemmet var hverken velhavende eller særlig politisk vakt, men forældrene var socialt bevidste, især Ove. E. Dalsgaards mor var en ørn til at få ressourcerne til at slå til, blandt andet gik Ballerups borgmester som barn i søstrenes aflagte tøj, der blev syet om, så det passede til en dreng.

Moren var også en af initiativtagerne til Ungarnsindsamlingen i Varde i midten af 1950’erne. Mens far underholdt børnene med kirkegårdsvandringer, hvor han fortalte historier om de afdøde.

Det lå i tiden, at drengene gik i farens fodspor. Men unge Ove havde andre planer, han ville noget mere moderne, noget med elektronik, og kom i lære hos Carl Bruno Lundkvist i Varde. Mester var medlem af Socialdemokratiet og sad i kommunalbestyrelsen i byen og blev en politisk rollemodel for Ove E. Dalsgaard, der var’ kanonglad’ for sin læreplads, og for sin ungdom i det hele taget.

Det var på arbejdspladsen, at en af svendene så et lys i den nye lærling, og opfordrede ham til at stille op som formand for elektrikerlærlingene. Og sådan blev Ove E. Dalsgaard kastet ind i politik. Formandskabet blev starten på hans politiske skoling i fagbevægelsen, der sendte ham på højskole, hvor han blandt andet lærte at stille sig op foran en forsamling og holde tale. Noget som skulle komme ham til gode i de kommende årtier.

Udlængsel og politik

Efter at fået sit svendebrev og udstået sin soldatertid, bl.a. i Telegraftropperne, fik Ove E. Dalsgaard job som elektriker i Struer, men udlængslen trak i ham. Han ville ud og smage på verden, og gennem et familiemedlem, der arbejdede i Ministeriet for Grønland, fik han mulighed for at søge job i Grønland.

I 1961 drog han af sted og vendte tilbage et år efter som en holden mand. Med 47.000 kroner på lommen, svarende til en halv million i dag, hvilket betød, han kom til at køre standsmæssigt, i en Volvo 544. Og det fik han brug for. For på en ferierejse til Mallorca mødte han sit livs Annie, der boede i København. Hun var af sted med sin mor, og han med en kammerat. Dalsgaard inviterede Annie med på natklub for at danse. Hvad han ikke vidste var, at hun var en erfaren turneringsdanser, der havde vundet sølv ved VM i formationsdans.

»Men det gik fint. Vi dansede jitterbug,« siger Ove. E. Dalsgaard, der efter ferien ofte startede Volvoen for at besøge Annie. Det var i 1963, og siden har parret danset tæt arbejdsmæssigt såvel som privat. For uden Annies velvilje og organisatoriske talent, kunne hverken hans politiske løbebane eller hans elinstallationsvirksomhed have formet sig, som de gjorde, understreger han.

Parret gifter sig og får med den fremtrædende socialdemokrat Kjeld Olesens mellemkost tilbudt en lejlighed på Kornvænget 35. Kjeld Olesen adviserer partiforeningen om, at de skal holde øje med unge socialdemokrat, der har talent for det politiske håndværk. Og i 1965 bliver Ove E. Dalsgaard formand for den lokale partiforening, der var ’stor og væsentlig’.

»Der var gang i den. Det var dengang, alle de unge børnefamilier flyttede hertil, og vi var aktive i at få foreningslivet op at stå. Jeg interesserede mig for byen, for børn og unge, idrætten og de grønne områder. Og jeg ville gerne være med til at påvirke udviklingen af kommunen,« fortæller Ove E. Dalsgaard.

Direktøren for det hele

Også i privaten var der gang i den. Sønnen Claus kommer til verden i 1966, efterfulgt af Helle i 1970, og familien Dalsgaard vokser ud af lejligheden i Kornvænget og flytter ind i det nybyggede Klanparken. Ove E. Dalsgaard har fået arbejde hos den lokale el-installatør og bliver hurtigt medejer af firmaet, samtidigt med han er dybt involveret i lokalpolitik.

I 1970 bliver han valgt ind i kommunalbestyrelsen, og året efter starter han sin egen elinstallatørvirksomhed, som senere bliver lagt i hænderne på Annie. Hun er allerede engageret i virksomheden som bogholder, og da hendes mands politiske karriere begynder at tage fart, da han i 1981 bliver borgmester, overtager hun direktørstolen og det daglige ansvar for at drive virksomheden.

Men allerede i årene op til valget hviler alles øjnene på Dalsgaard i kommunalbestyrelsen.

»Burchardt (borgmester i Ballerup fra 1967-1981, red.) begik den fejl, at han i 1978 meldte ud, at det var hans sidste periode som borgmester. Det betød, at alle begyndte at kigge på mig, de andre politikere og systemet. Jeg var 1. viceborgmester og har altid godt kunne lide at sidde for bordenden. Også selv om, jeg har fået nogle øretæver for det. Men de politiske beslutninger har altid været med udgangspunkt i om, det gav værdi for borgerne,« siger Ove E. Dalsgaard med henvisning til den kritik, der haglede ned over Ballerup og borgmesteren, da kommunen indledte samarbejde med Wuxi og begyndte at sende børn og unge og byens politikere til Kina på udvekslingsbesøg.

Kritik har han også måtte lægge øre til, når Ballerup Kommune har opsat kunst på byens torve og stræder og involveret kunstnere i byplanlægningen, fordi »de unge kunstnere rusker op i det eksisterende«.

Modet til at gå nye veje og lade sig inspirere udefra har præget hele Dalsgaards ’regeringsperiode’. I 1980’erne besøgte han Silicon Valley i Californien og blev inspireret af deres klynger af it-virksomheder, der gjorde Ballerupborgmesteren bevidst om det smarte i at samle virksomhederne i brancher, sådan som det er tilfældet i erhvervskvarter Lautrupvang, der i dag huser en lang række vidensvirksomheder indenfor for medico og it, som har gjort kommunen til en betydelig erhvervsby.

Og i 1990’erne lod Dalsgaard sig inspirere af et besøg i Frankrig, hvor man havde elektroniske tavler, hvorpå borgerne kunne betjene sig selv, længe før internettet blev allemandseje, og elektronisk selvbetjening var hverdagskost.

Kunstnerisk indblanding

Men det er især interessen for kunst, der har påvirket Dalsgaards tankegods og byrummene i Ballerup. De organiske former på vejføringen i Egebjerg er således et udtryk for kunstnerisk indblanding. Og kommunen var den første i landet, der skrev ind i lokalplanen, at der skulle afsættes to procent af grundsummen til kunst, ligesom der skulle være en kunstner med i hvert nyt byggeprojekt.

Kunstinteressen blev vakt i ungdomsårene, da han gik på installatørskole i Esbjerg og kom på den lokale kunstpavillon. På grund af kunsten og de ’skidesøde servitricer’.

Senere blev han håndplukket af Svend Auken til at være formand for partiets kulturudvalg, og i den egenskab kom Ove E. Dalsgaard helt tæt på tidens toneangivende kunstnere; malere, skulptører og scenekunstnere, som har været en rig inspirationskilde for Ballerups tidligere borgmester, der har brugt Louisiana i Humlebæk som sit helle, når han trængte til at en pause fra det hektiske politikerliv.

»Hvis jeg havde brug for luft, så tog jeg til Louisiana for at få nye, kreative ideer. I det hele taget har det inspireret mig meget at tale med kunstnere. For de tænker på en anden måde, er vant til at gå nye veje. Sådan blev skulpturen foran biblioteket til med Nils Guttormsens (maler og billedhugger, red.) mellemkomst. Han inspirerede mig meget i rigtig mange år,« fortæller Ove E. Dalsgaard, der ikke betragter sig som kunstkender, mere som en beskuer, en fortolker af ånden i det kunstværk, han kigger på.

Hjemmet i Egebjerg bærer præg af hans kærlighed til kunsten, både inde og ude. I øjeblikket sælger han ud af værkerne, for han og Annie er ved at gøre klar til et nyt kapitel. Huset skal sælges, og de skal flytte ind i sønnens andelslejlighed i Egebjerg senere på året.

En vandringsmand

Efter at have ladet sig pensionere fra borgmesterposten har Ove E. Dalsgaard fået nye interesser. En af dem er vandring. To gange har han gået pilgrimsruten Caminoen. Ikke fordi han er mere end kulturkristen eller spirituelt orienteret, men på grund af fællesskabet og roen, det giver at gå i naturen.

»Det var en fantastisk oplevelse,« konstaterer han og fortæller indgående om det fællesskab, der opstår blandt pilgrimmene, om hvordan man deler sine madvarer og måltider med de andre på fodrejse.

Det politiske liv har han lagt bag sig med ro i sindet.

»Jeg har ikke savnet det ét sekund. Men jeg er også god til at omstille mig,« fastslår fødselaren, der nu har mere tid til familien, inklusive de to børnebørn på otte og 13 år, til at spille golf, gå i fitness og rejse. Han er netop vendt hjem fra en safaritur til Sydafrika med børn og børnebørn.

Fødselsdagen den 15. maj fejres under private former.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *