Ny protest-event i Sømosen
bevar_sømosen_19.jpg
Gruppen Bevar Sømosen holder endnu et protest-event for at markere deres utilfredshed kommunens planer om en ny lokalplan, der skal tilgodese et større campus-byggeri ved DTU og Sømosen. Her foto fra deres sidste event i november 2017. Foto: Arkivfoto: Flemming Schiller
natur Gruppen 'Bevar Sømosen' arrangerer endnu et protest-event i Sømosen på søndag den 13. maj klokken 13.

Som mange sikkert har bemærket arbejder Ballerup Kommune på at ændre lokalplanen for Sømoseområdet med henblik på det omtalte byggeri af campus, studieboliger, butik, idrætsfaciliteter og familieboliger omkring DTU.

Derfor gentager gruppen ’Bevar Sømosen’ sine protester ved et nyt event i Sømosen søndag 13.maj klokken 13.

»Vi er stadig yderst bekymrede for det unikke naturområde, som Sømosen og dens nære omgivelser er, for den vilde naturs og dyrenes overlevelse her, hvis vi ikke kan bibeholde biodiversiteten,« siger Gunhild Leth Andersen som er en del af gruppen Bevar Sømosen.

»Ballerup er et af de steder, hvor byggeri får lov at æde sig ind på naturen. Og vi er ikke bare en flok forkælede borgere, der er bange for vores udsigt og ejendomsværdier. Sømosen er en lille naturperle i Skovlunde til glæde også for os mennesker. Derfor fortsætter vi vores kamp imod det massive byggeri – og vi pointerer, at vi ikke er imod campus- og studieboligbyggeri – det skal blot ikke bygges i et unikt, delvis fredet naturområde,« slår hun fast.

Ved protest-eventet den 13. maj håber gruppen at se en masse borgere fra Ballerup og Herlev. Arrangørerne står klar med både infomateriale og samtale om planerne. Derudover har de også inviteret en særlig gæst: biolog Jens Olesen, kendt fra DR-TVs børneprogrammer ’Vild med dyr’ og ’Blå barracuda’ samt radioens ’Natursyn’. Han vil tegne Sømosens dyr sammen med børn og barnlige sjæle.

Det hele begynder klokken 13, hvor man mødes på p-pladsen ved DTU i Ballerup og går sammen en tur langs arealerne ved Sømosen for at se og høre om Ballerup Kommunes byggeplaner og konsekvenserne heraf.

Der vil desuden være præmie for bedste protestplakat.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *