Der er ingen plan(et) b
Debat Mens folketingspartierne lige nu slås om, hvem der er grønnest, så går vi her i Ballerup i gang med at bygge i Sømosen - igen…

Folketingsvalgkampen tager form, og partierne faldbyder hinanden i forhold til den grønne profil. Imens er vi i Ballerup Kommune ved at inddrage og ødelægge den ting, som betyder allermest for bevarelsen af vores natur og miljø: Plads.

Måske er vi ligeglade, fordi de kortsigtede konsekvenser af et byggeri er gode: Der er god økonomi i projektet, og det er til glæde for uddannelse, unge mennesker og kommende boligejere.

Måske er vi ligeglade, fordi vi har bygget over søbeskyttelseslinjen mange gange før – både på Ballerupsiden og på Herlevsiden? Når man har overskredet en grænse én gang, så er det jo som bekendt ikke så svært at gøre det igen, og igen, og igen…

Jeg er ikke ude på at skrive et indlæg om biodiversitet, bevarelse af fugle- og frøarter eller muligheden for at opretholde den absolutte stjerne af en rekreativ og naturlig mose, som vi har liggende så tæt på os.

Jeg skriver, fordi det er absurd, at vi alle sammen har så travlt med at fortælle, hvor grønne vi er, mens vi er i gang med endnu en gang at dispensere for en søbeskyttelseslinje, der er vedtaget for, ja: At beskytte en sø!

Det er så hamrende ulogisk, selvmodsigende og hyklerisk. Lad dog være med at fortælle, at det grønne er vigtigt, hvis du har tænkt dig at træffe sorte beslutninger.

Min overskrift stammer fra Frankrigs præsident Macrons tale til den amerikanske kongres for nylig. Der er ikke noget andet alternativ for os mennesker end den jord, vi bor på. Der er ikke nogen plan b. Der skal altså handling til lige nu personligt, mellemmenneskeligt, lokalt, nationalt og globalt. Tænk globalt, handl lokalt er et motto, jeg fristes til at genbruge.

Hvornår begynder lokalpolitikerne i Ballerup (og Herlev) at bruge den sunde fornuft og indse det mest logiske: Bevar Sømosen.

Tusind tak til alle jer, der deltog i arrangementet søndag eftermiddag.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *