Baldersbo og afmagt
Debat Jeg har følgende problem: Min samlever igennem 15 år afgik ved døden her i foråret. Hun havde et medlemskab hos Baldersbo, hvor jeg står på som samlever. Dette medlemsskab vil jeg gerne have overført til mig.

På deres hjemmeside står der, at medlemsskab kun kan overføres til ægtefæller eller ligestillede, derfor gik jeg ud fra at det var en simpel ting, men… Jeg har fremsendt en bopælsattest, hvoraf der fremgår, at jeg har boet sammen med min samlever i 15 år og en skifteretsattest, men det er ifølge Baldersbo er det ikke bevis for, at vi har boet sammen.

Jeg har fremsendt BS-udskrifter hvoraf det fremgår at det er mig, der har afholdt alle faste udgifter vedrørende vores lejemål her i vores gamle lejemål, der også stod i hendes navn, det er heller ikke nok.

Jeg har fremsendt bevis for at der er fra min konto at medlemskabet til Baldersbo er betalt, men det er heller ikke nok.

Nu vil de have bevis for, at der er overført penge imellem os på vores konti og jeg vil ikke fremsende mine kontoudtog til dem.

Det er mig en gåde hvorfor der er så meget bøvl med den overførsel, specielt når jeg står som samlever i deres system

Jeg har fået overført tre andre medlemskaber af boligforeninger, der stod i hendes navn, her var det kun nødvendigt med en bopælsattest og skifteretsattest. Derefter skete overdragelsen på to dage.

Hvorfor er Baldersbo så firkantede?

 

Svar fra boligforeningen:

Så firkantede er vi da heller ikke. I boligselskabet har vi væsentlig flere opskrevne, end vi har boliger til. Derfor er det også vigtigt, at vi har en venteliste, som de opskrevne kan regne med, og at vore ledige lejemål bliver anvist efter tur.
I henhold til lovgivningen har ægtefæller eller samlevende ret til at overtage en opskrivning ved dødsfald. Vi er dog forpligtigede til at se fornøden dokumentation, inden vi godkender en sådan overdragelse.
En sådan dokumentation, som kan godtgøre et samliv, har vi endnu ikke modtaget, hvorfor overdragelsen endnu ikke er effektueret. Så snart vi har modtaget en sådan dokumentation, vil vi selvfølgelig straks lave overførslen.
Det kan godt være, at det virker firkantet, men i respekt for alle de andre opskrevne, skal vi selvfølgelig sørge for, at reglerne er til at stole på.

Søren B. Christiansen
Direktør i Baldersbo



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *