Ballerup samlede næstmest skrald
Affaldsdag-Foto-Hans-Ole-Bill-Jessen-copy.jpg
Et lille udsnit af frivillige ved årets affaldsindsamling. Dette billede er fra ét af indsamlingstederne, Brydegården i Måløv. Foto: Hans Ole Bill-Jessen
natur Ballerup er den kommune, hvor der blev samlet næstmest skrald ved den store nationale affaldsindsamling. Hele 7.562 kilo blev det til - og ikke mindre end 1628 tomme dåser.

Er det godt eller skidt, at være den kommune i landet, hvor der blev samlet næstmest skrald i forbindelse med den store nationale affaldsindsamling?

Ja, det afhænger jo lidt af, hvordan man ser på det. På den ene side er det udtryk for stort engagement – at mange deltog og var særdeles effektive, og det er jo dejligt. Men på den anden side er det også et trist vidnesbyrd om, hvor utrolig meget skrald, der ligger og flyder i naturen og langs vejene her i kommunen.

Heldigvis er der her efter en veloverstået affaldsindsamling den 22. april blevet ryddet godt op. Takket være en suveræn indsats fra arrangørerne – den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, Grønt Råd samt

Lokalrådet i Skovlunde og Bylauget i Måløv lykkedes det at mobilisere en sand hær af skraldesamlere, der gik til den med sække, handsker og snappere.

Op mod 200 frivillige

De mange frivillige gjorde et så flot stykke arbejde, at de strøg direkte ind på en andenplads på landsplan i flest kilo indsamlet skrald. 7.562 kilo blev det samlede resultat for Ballerup Kommune – kun overgået af Aaabenraa Kommune, som præsterede hele 10.285 kilo affald.

Resultatet kommer ikke bag på formanden for DN Ballerup, Bjarne Frimann Skov, der også sidder i Grønt Råd og er tovholder på affaldsindsamlingen:

»Faktisk ligger vi altid i top fem, så resultatet overrasker mig ikke. Og selvom vi er næstbedst er der faktisk blevet mindre med årene. For tre-fire år siden samlede vi meget mere. Men heldigvis har vi ikke så mange store svinerier mere,« fortæller Bjarne Frimann Skov og tilføjer at op mod 200 frivillige deltog ved dette års affaldsindsamling.

»Vi var 165 frivillige i den del af indsamlingen, der var organiseret af DN, Grønt Råd, Bylauget og Lokalrådet, men dertil kommer også flere private indsamlinger blandt andet i Egebjerg og ved Rønhøjgård, hvor de også har samlet en masse som er talt med i det samlede resultat.«

Godt samarbejde og vejr

Udover det store engagement fra lokale frivillige er Bjarne Frimann Skov ikke i tvivl om, hvad der er årsag til, at vi her i Ballerup kan samle så meget skrald.

»Vi får stor hjælp, fordi Ballerup Kommune stiller mandskab til rådighed. Folk fra Vej og Park kører rundt i biler og samler både de mange sække med skrald men også de større ting, som ikke lige lader sig flytte,« fortæller han og tilføjer:

»Når vi finder noget, så melder vi det bare ind til dem – og så kører de ud og henter det, så det har hjulpet rigtig meget.«

En anden grund til succesen er det gode samarbejde med Lokalråd, Bylaug og Grønt Råd, understreger formanden, der også sender en varm tak til vejrguderne, der i år forbarmede sig over affaldsindsamlingen.

»Vi har én gang været nødt til at aflyse på grund af sne,« afslører han.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *