Ballerup bliver digital og sparer penge
Tællemaskine-copy.jpg
Det ser ret uoverskueligt ud, men denne Storm P-agtige opfindelse kan måle trafikken og hjælpe Ballerup Kommune med at forudse trafikmønstre og indstille lyskryds. Foto: privatfoto
Dimser Ballerup Kommune har gang i en lang række nye digitale tiltag, der skal spare tid og penge.

Det er ikke altid man kan se det, men de kommer snigende alle vegne. De små digitale vogtere, der måler, tæller og sparer i al ubemærkethed.

I Ballerup Kommune er der gang i en masse digitale dimser, der netop skal sørge for, at kommunen kan blive mere effektiv, spare på energien og planlægge bedre – angiveligt til borgernes vel.

Det ved Jens Kjellerup en del om. Han er digitaliseringschef i Ballerup Kommune og er den, sidder med ansvaret for de mange dingenoter, som kommunen roder med. Han ser et stort potentiale i dimserne.

»Vi laver målinger af lys, lyd, trafik og alt muligt. Vi har eksempelvis en trafiktæller sat op i et af kommunens store kryds, som måler antallet af biler. Det betyder, at vi kan trafikplanlægge og indstille lyskurve og den slags. Det er langt billigere end den gamle metode, hvor vi skulle have folk ud for at tælle. Tællemaskinen kan kun tælle antallet af biler.

Den kan ikke tage billeder, så det handler ikke om at ovevåge bilisterne,« siger Jens Kjellerup, som understreger, at digitaliseringen ikke handler om at overvåge borgere eller at spare på bemanding.

Styring af klima

»Kommunen har også installeret udstyr i de kommunale biler, så vi ved, hvor de er. Men det handler ikke om at overvåge men om at kunne styre flåden af biler bedre. Vi har også indeklimamålere i vores bygninger, så vi kan se, om der eksempelvis skal gøres rent eller ej. Det er altsammen for at få tingene til at glide mere effektivt, bedre arbejdsgangene og dermed spare penge,« siger Jens Kjellerup.

Der er også installeret målere, der tjekker vejtemperaturen, så man kan måle om det er nødvendigt at salte vejen, hvilket kan spare meget i forbrug af vejsalt. Til glæde for økonomien, bilerne og ikke mindst miljøet.
For tiden afprøver kommunen også en prototype af et apparat, der kan måle vandspild på skoletoiletter.

Løbende vand

»Det er rigtig smart, at den kan måle, at en enkelt toilet løber en lille smule. Det kunne man ikke før, og der skulle mange toiletter spilde meget vand, før man kunne se det på vandregningen. Nu kan vi se, hvis bare et enkelt toilet lækker lidt vand. Det sparer jo rigtig meget på vandregningen og er igen rigtig godt for miljøet,« siger Jens Kjellerup.

Mange af dimserne er, så vidt det er muligt, produceret af lokale virksomheder, men under alle omstændigheder gemmer der sig mange fordele i de små gadgets, som Ballerup Kommune placerer på en række strategiske steder i kommunen. Små ting, der måske om nogle år kan aflæses på både det økonomiske såvel som det grønne regnskab.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *