Kontrolgruppe skaffer millioner i kassen
rådhus.jpg
snyderi Ballerup Kommune har fået knap otte millioner kroner tilbage fra snyd med sociale ydelser i 2017.

Intet mindre end 7,9 millioner kroner har den særlige kommunale kontrolgruppe skaffet ekstra i kassen i 2017. Det er penge, som stammer fra borgere, som har fået udbetalt sociale ydelser, som de ikke skulle have. Det viser en ny opgørelse foretaget af Ballerup Kommune.

Kontrolgruppen blev nedsat for et par år siden for netop at inddrive de uretmæssige ydelser og afsløre social snyd. Men samtidig understreger borgmester Jesper Würtzen (A), at gruppen ikke er nedsat for at forfølge borgerne.

Ikke forfølgelse

»Her er tale om bevidst snyd med sociale ydelser. Det er slet ikke i orden. Snyd med sociale ydelser er undergravende for vores fælles samfund, tillid og velfærd. Men det handler ikke om at forfølge borgerne.

Kontrolgruppens opgave er at medvirke til at sikre, at sociale ydelser bliver udbetalt på et korrekt grundlag. Kontrolgruppen kan opdage fejl og forglemmelser, men her er der altså tale om egentlig snyd,« siger borgmesteren, der kan glæde sig over gruppen indsats i det forgangne år.

Opgørelsen viser, at de 7,9 millioner kroner er fundet ud fra 75 sager, hvor modtagerne har været i det man kalder ’ond tro’, altså at de bevidst har snydt. I en af sagerne fandt man snyd for ikke mindre end 220.000 kroner.

»Det er sygedagpenge, førtidspension, kontanthjælp, boligstøtte, børnetilskud og friplads i dagsinstitutioner, som borgerne vælgerat snyde med« siger ydelseschef i Ballerup Kommune, Claus Mercebach.

Afbetaling

Men bliver man taget i sociale bedrageri, så er der faktisk hjælp at hente.

»Når vi opdager socialt bedrageri, så gør vi faktisk meget ud af at vejlede og hjælpe borgerne videre. Det handler ikke om at hive tæppet væk under folk. Vi tilbyder eksempelvis afdragsordninger, så der er mulighed for at betale af i mindre bidder,« siger Claus Mercebach.

Socialt bedrageri er, hvis man mod bedre vidende, uberettiget får udbetalt for eksempel boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, friplads i daginstitution, pension, sygedagpenge eller andre former for sociale ydelser.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *