Højhuse i Måløv
Debat Tak til Helle Tiedemann for svar på mit indlæg her i bladet 1. maj vedrørende idéoplæg for ændring af stationsområdet fra erhvervs- til boligområde. Der er indkommet 58 besvarelser og været flere indlæg her i bladet.

Jeg har endnu nogle spørgsmål, som jeg håber, du vil besvare:

Kender du boligområder med en høj bebyggelsesprocent og byggeri i seks-syv etager, som gode referencer for det påtænkte boligbyggeri?

En lav bebyggelse mod jernbanen kan tillade solindfald men ikke skærme for støj fra jernbanen. Kan denne problematik løses?

Med høje huse stiger vindproblemerne ved jorden og på altaner (turbulens) og med over fem etager forsvinder kontakten til de nære omgivelser. Hvordan vil du sikre et bymiljø og liv, der styrker følelsen af tryghed og bymæssig fællesskab?

Er byggeri i seks-syv etager (højden af Eskebjerggård) foreneligt med Måløv bys mindre scala?
Hvis alle grundejere ikke bakker op om et givent projekt, vil I så lave flere mindre lokalplaner for at imødekomme de aktuelle byggeønsker?

Når en bygherre ønsker byggeri for andre – hvor de ikke selv skal bo – kan der for eksempel udarbejdes et projektforslag som grundlag for debat og senere udarbejdelse af en projektlokalplan.

Ballerup Kommune har tidligere planlagt for nye boligområder, eksempelvis Søndergårdsarealet, Østerhøj og Egebjerg med succes til gavn for kommunen og til glæde for nuværende og kommende borgere. Hvis der er politisk vilje – til at fortsætte planlægning for byggeri ved Måløv Byvej, må man forvente, at kommunen som myndighed vil fortsætte denne gode indsats?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *