Pas nu godt på lånerne
Jette-med-Thomas-copy.jpg
Jette Bendix Pedersen havde sidste arbejdsdag på biblioteket onsdag den 23. maj. Foto: privatfoto
Afsked I knap 40 år har Jette Bendix Pedersen arbejdet på Ballerup Bibliotek. Men snart lægger hun bøger på hylderne for sidste gang og går på pension.

Onsdag den 23. maj bliver en speciel dag på Ballerup Bibliotek. Det er nemlig sidste dag, lånerne kan møde Jette Bendix Pedersen, som har valgt at gå på pension efter intet mindre end 39 år og tre måneder som bibliotekar og krimiekspert.

Jettes hjerte har i alle årene især banket for de biblioteksbrugere, der ikke har det for let. Hun har kastet sig over bibliotekstilbud på psykiatrisk sygehus, hvor patienterne kunne få lov at være mennesker og ikke bare være en diagnose. Hun har drevet beboerbibliotek i Lundegården, som blev et frirum for udsatte borgere. Hun har arbejdet med sprogskole for dem, der er begyndere i dansk. Og hun har ikke mindst kæmpet for at give en håndsrækning til byens mange usikre læsere og ordblinde, som kan få hjælp på biblioteket med lydbøger, oplæsningsværktøjer og letlæste bøger.

»Det er stærkt at opleve, når biblioteket kan gøre en forskel, og for eksempel et barn med lidt hjælp fra os kan læse en historie for sine forældre,« fortæller Jette.

Højt til loftet

Jette har i høj grad været med til, at biblioteket tager socialt ansvar og også har plads til skæve eksistenser blandt både ansatte og brugere. Biblioteket skal være et sted, hvor der er plads til alle, og det har Jette stået for i alle sine 39 år på posten – også når det kommer til valg af bøger på hylderne. Hvor nogle biblioteker rynker på næsen af de folkelige bøger, har Jette sørget for, at der er plads til både brede slægtsromaner og smalle digtsamlinger på Ballerup Bibliotekerne.

Biblioteket er i det hele taget et sted med højt til loftet, fortæller Jette Bendix Pedersen.
»Det er det, der har gjort det så sjovt at arbejde her, og at tiden er fløjet af sted.«

Efter så mange år på biblioteket er Jette blevet lidt af en institution, og mange lånere kender hende, ligesom Jette har godt styr på Ballerups læsere og nyder at finde den helt rigtige bog til en låner.

»Det bedste er at hjælpe lånerne og få respons som, ’det her, det var altså en god bog.’ Det elsker jeg,« fortæller Jette.

Inden Jette hopper ud af hamsterhjulet og kaster sig over cykling, svømning, løb og lystlæsning i sommerhuset, så har hun et ønske til sine kolleger på biblioteket:

»Pas nu godt på lånerne. Det er dem, det hele handler om,« siger hun.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *