Masser af musikalsk liv i Lautrupparken
Dario-campeotto-copy.jpg
Dagens hovednavn er sangeren Dario Campeotto, der er en institution i dansk musik og nok ikke behøver nærmere præsentation. Foto: privatfoto
Koncert En lang række navne med ingen ringere end den kendte entertainer og sanger Dario Campeotto som hovednavn, vil sætte liv i parken ved Lautrupgård Musik- og Kulturhus søndag den 27. maj fra klokken 12.30 til 17.

Det hele begynder med det lille rytmiske band ’Det ku’ vær’ vær’, der giver den gas med swingmusik, blues, jazz og evergreens. De følges af Showsingers, der giver deres sidste koncert efter mange år som kor, med sange indenfor jazz, pop, rock og latin.

Derefter indtager Ballerup Brass Ensemble scenen. Det er et helt nyt band, der spiller både klassisk og mere swingende og populære toner.

Man kan også opleve koret Klappersangerne, der er et blandet og flerstemmigt kor på omkring 40 medlemmer, der især synger viser, jazz og pop.

Så kan man høre bandet Magiba, der spiller mange af de velkendte sange af John Mogensen samt kendte folklore fra en række forskellige lande.

Derefter kommer dagens største navn, Dario Campeotto på scenen med sine velkendte sange, som har været en del af dansk musik i mange år, inden den musikalske Tour de Force sluttes af med Lady Marmalade Band, som spiller dansevenlig og iørefaldende pop, disco og rocknumre som mange kender.

Så er der lagt op til et brag af et musikalsk møde denne eftermiddag i parken.

Man kan medbringe tæppe, stole og madkurve, så man både kan sidde godt og nyde musikken. De er dog også stillet borde og bænke op rundt om i parken. Der vil desuden være boder, hvor man kan købe drikkevarer.

Den lokale spejdergruppe vil også være klar på dagen med aktiviteter for børn, mens de voksne hører musikken.

Det hele foregår altså i parken ved Lautrupgård Musik- og Kulturhus, Lautrupvej 2 i Ballerup og der er gratis entre.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *