Kæmper for mere fokus på selvskade
peter.jpg
Peter Solberg Dirksens bog Cutter har genereret lige knap 25.000 kroner i royalties. Penge han har send direkte videre til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Foto: Flemming Schiller
tabu Den lokale forfatter Peter Solberg Dirksen rejser land og rige rundt for at sætte fokus på selvskadende adfærd, som han selv har kæmpet med - og senere oplevet som værtsfamilie for en udvekslingsstudent.

Da Peter Solberg Dirksen og hans familie for et par år siden bød en ung udvekslingsstudent indenfor i deres hjem i Smørum, så de frem til et spændende, kulturelt møde. Men det viste sig, at pigen led af selvskadende adfærd, hvilket endte med at blive en følelsesmæssigt turbulent tid for hele familien.

Efterfølgende skrev han bogen ’Cutter’, som er baseret på familiens erfaringer for at gøre opmærksom på selvskade blandt unge. Bogen har solgt så godt, at den har genereret hele 24.753,20 kroner i royalties i 2017. Hele beløbet har Peter Solberg Dirksen doneret til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

Han overrakte pengene til Skolemessen 2018 i Århus, hvor han havde arrangeret en paneldebat med blandt andre Lisbeth Zorning. For Peter har efter oplevelsen med udvekslingsstudenten brugt stort set al sin fritid på at rejse rundt i landet og holde foredrag og sætte fokus på selvskade.

Værst ikke at gøre noget

Hvorfor synes du, det er vigtigt at der kommer mere fokus på selvskade?

»Det er vigtigt, at der kommer fokus på selvskade, da stadig flere unge skader sig selv for eksempel har én ud af fem gymnasiepiger skadet sig selv typisk ved at skære – cutte – sig. Det, jeg oplever, når jeg holder foredrag på skoler og gymnasier er, at lærerne og ledelsen ikke ved, hvad de skal gøre, når de oplever en elev, der er selvskadende, hvorfor de vælger ikke at gøre noget. Og det er i virkeligheden det værste, man kan gøre, da den unge så sidder alene tilbage med sin selvskade, der blandt andet øger risikoen for at begå selvmord,« forklarer Peter, der ikke kun har oplevet selvskade udefra:

»Jeg var selv selvskadende i mit ungdomsliv, ligesom jeg var pårørende til en selvskadende i mit voksenliv. Jeg fik ikke hjælp til at håndtere selvskaden – hverken som selvskadende eller pårørende, hvilket har haft store konsekvenser for mig selv og min familie. Jeg ønsker derfor at hjælpe andre unge og deres familier, så de får den hjælp, jeg ikke fik,« siger han.

Cutter som teater

Men det er ikke kun foredrag og paneldebatter, der er fulgt i kølvandet af hans bogudgivelse.

»Min ungdomsroman ’Cutter’ bliver nu opført som teaterstykke, ligesom jeg er i dialog med en agent omkring filmatisering af Cutter. Min bog bliver også brugt som en del af undervisningen på flere skoler og gymnasier, da Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har udarbejdet undervisningsmateriale til bogen i samarbejde med lærere med speciale i dansk, pædagogisk psykologi og i at arbejde med udsatte unge. Ved at bruge »Cutter« i undervisningen, er man med til at bryde tabu omkring selvskade, og de unge får hjælp til at håndtere deres selvskade og finde et andet og bedre alternativ,« siger Peter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *