Politi uge 22
Politi-pressefoto-fra-www.politi.dk-copy.jpg
Modelfoto Foto: Politi.dk
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra politiet:

Stillads stjålet i Skovlunde

Mandag morgen den 28. maj modtog politiet en anmeldelse om, at nogen havde stjålet to sæt rullestilladser, efter at have klippet et stålhegn op til det område på Torvevej i Skovlunde, hvor de stod opbevaret. Politiet undersøger nu sagen.

 

Overså vigepligt

Mandag den 28. maj klokken 09.45 modtog politiet en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Magleparken i Ballerup, hvor to biler var involveret. Uheldet skete, da en 75-årig kvinde fra Ballerup ikke overholdt sin vigepligt og påkørte en modkørende bil ved tilkørslen til Motorring 4.

Ingen personer kom til skade ved uheldet, og kvinden erkendte over for patruljen, at hun ikke havde overholdt sin vigepligt.

 

To indbrud i villaer

Mandag den 28. maj klokken 22.30 anmeldte en 68-årig mand, at han i løbet af weekenden havde haft indbrud i sin villa på Kastebjergvej i Ballerup, og at der var tegn på, at en eller flere gerningsmænd havde været i store dele af huset.

Mellem fredag den 1. juni klokken 15 og lørdag den 2. juni klokken 08 brød en eller flere gerningsmænd ind i en villa på Åbyvej i Skovlunde og gennemrodede store dele af huset.

I begge tilfælde har politiet været på gerningsstedet med henblik på at indsamle eventuelle spor til videre efterforskning.

 

Tyveri fra varevogn

Fredag den 1. juni anmeldte en 45-årig mand fra Måløv, at han havde haft indbrud i sin firmabil, som var parkeret på Måløvvang i Måløv, hvor en ukendt gerningsmand havde skaffet sig adgang til bilen og stjålet forskelligt, elektrisk værktøj. Politiet efterforsker nu sagen.

 

Ukrudtsbrænder antændte træudhæng

En 72-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven, da hans brug af en ukrudsbrænder fredag eftermiddag den 1. juni klokken 13.55 var årsag til, at der gik ild i et træudhæng over en terrasse på Solbærvangen i Smørum. Der skete heldigvis ingen personskade eller anden større skade ved branden.

 

Brand i træskur i Måløv

Søndag den 3. juni klokken 00.29 blev en patrulje sendt til Måløv Stationsplads i Ballerup, efter vagtcentralen modtog en anmeldelse om, at der var ild i et træskur. Brandvæsnet var i gang med slukningsarbejdet, da politiet ankom for at afspærre og eftersøge området. Sagen efterforskes fortsat.

 

Færdselsuheld i ’’Toyotakrydset’’

Søndag den 3. juni klokken 16.01 kørte en patrulje til krydset mellem Måløv Byvej og Måløv Parkvej, efter det blev anmeldt, at der var sket et færdselsuheld, hvor to biler var involveret.

Politiet ankom sammen med andet redningsmandskab, som med det samme afspærrede krydset. Uheldet viste sig angiveligt at være sket, da føreren af en personbil, en 22-årig kvinde fra Vanløse, foretog et venstresving og i den forbindelse overså en modkørende bil.

Ud over større materiel skade, kom ingen personer alvorligt til skade ved uheldet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *