Ny træner til basketdamerne
Ny-træner-copy.jpg
Sam Tamargo er ny træner for kvinderne i BMS Herlev. Foto: privatfoto
Basketball BMS Herlev har ansat Sam Tamargo som head coach for klubbens seniordamehold og U19 damehold for den kommende sæsonen 2018/19. Ansættelsen er en klar oprustning af klubbens ambitioner om at være en del af elitebasketball i Danmark - også på damesiden.

Sam er en kending af dansk basketball, både som spiller og træner. Han har tidligere været træner i Glostrup Basket og hos BK Amager, hvor han i sæsonen 2016/17, blev kåret af sine trænerkolleger i Dameligaen som årets træner.

Det er derfor en erfaren og respekteret herre, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for BMS Herlevs satsning på damesiden.

For at sikre den røde tråd i BMS Herlevs ungdomsarbejde skal Sam også være head coach for klubbens U15 damer i den kommende sæson, ligesom han vil indgå i et tæt samarbejde med head coachen for U17 damerne, Jesper Lundin for at sikre den gode overgang fra ungdoms til seniorbasketball.

BMS Herlev er for tiden i gang med at undersøge grundlaget for at fremrykke klubbens sportslige strategi for dameholdet, så klubbens seniordamer allerede fra den kommende sæson skal prøve kræfter med det højeste danske niveau i Dameligaen. Det er endnu ikke helt afklaret om holdet allerede tørner ud i Dameligaen for sæsonen 2018/19.

»Uanset om vi spiller i Dameligaen eller fortsætter i 1. division øst, vil vi videreføre udviklingen og konsolideringen af klubbens elitearbejde på seniorniveau som en del af Wolfpack organisationen. Derfor er det min klare forventning, at klubbens to bedste seniorhold for herrer og damer i den kommende sæson bliver kendt som BMS Herlev Wolfpack,« siger BMS Herlevs formand Steen Jessen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *