BSF forlænger med Peer Lisdorf
BSF-forlænger-copy.jpg
Næstformand i BSF Kenn Hillmann og træner Peer Lisdorf giver hånd på at fortsætte samarbejdet to år mere. Foto: privatfoto
Fodbold Det er med stor glæde hos begge parter, at samarbejdet mellem BSF og Peer Lisdorf forlænges for en periode på to år. Bestyrelsen har ønsket at fortsætte med Peer Lisdorf i rollen som cheftræner for herresenior 1, da der er stor tilfredshed med hans indsats i klubben:

»I bestyrelsen anerkender vi det store arbejde som Peer og hans team har udført for vores herrer, og vi føler os overbevist om, at vi med den nuværende trup og Peer i spidsen kan tage de næste skridt i de kommende år. Vi har også lagt stor vægt på Peers ambitioner for vores herrer og den ’’gnist’’, som han udviser, når snakken falder på ambitionerne og målsætningen for de kommende år,« siger næstformand Kenn Hillmann.

Hovedpersonen selv er også glad for at få lov til at fortsætte udviklingen af holdet:

»Kort fortalt ønsker jeg at fortsætte det gode arbejde i BSF, da herresenior stadig er i en positiv udvikling med et ungt hold af talenter, som har store fremtidsmuligheder,« siger han og tilføjer:

»BSF skal have herresenior i 2. division på sigt, og det vil jeg gerne være med til.«

En målsætning som næstformanden er helt enig i:

»Vi håber selvfølgelig alle, at de næste uger vil give os den oprykning til danmarksserien, som BSF fortjener – og samtidigt glæder vi os over andenholdets oprykning til serie 2,« siger han



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *