LSF slog Karlslunde 4-1
Fodbold Det blev virkelig et ”hedeslag” på Sydbank Arena denne meget varme lørdag, hvor LSF tog imod Karlslunde.

I starten var det en lige kamp, hvor begge hold havde ”halve” chancer – blandt andet havde en af kampens bedste spillere Benjamin Madsen et hovedstød, der gik lige over, og Mathias Gransee et skud på målmanden, der også kunne havde givet pote.

Men som tiden gik fik Smørumdrengene overtaget og lige før pausen fik de et hjørnespark. Den blev sendt indover og endte hos Benjamin, der – liggende vandret i luften – sparkede bolden i kassen til en fortjent 1-0 føring.

Efter pausen var det som om, at Karlslunde havde talt om, at nu var det sidste chance. De fik først en chance som Lasse Gram i kassen reddede flot og umiddelbart efter sparkede de bolden på stolpen. Var én af disse to chancer gået i mål, kunne kampens udfald måske være blevet anderledes.

Det var som om at de herefter slog op i banen. I det 55. minund kom der ”gang i gardinerne” igen. Ud af ingenting fik Frederik Jørgensen bolden lige udenfor feltet i den ene side. Som Emil Scott gjorde det i Herlevkampen, trak han ind i feltet. Kom forbi en mand, to mand og sparkede så bolden i nettet til 2-0.

Umiddelbart efter kom Benjamin Madsen over kanten og lagde bolden tilbage til Frederik, der så scorede til 3-0.

Karlslunde var slået og da Emil Kjærsgaard spillede DS-topscoren Scott fri, så stod det 4-0. Kampen ebbede ud, men tæt på lukketid fik Karlslunde reduceret til 4-1.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *