BUPL-formand: Skolestrukturen er en fejlkonstruktion
Unavngivet-4.jpg
BUPL-formand Michael Egelund er mildest talt ikke begejstret for den nye skolestruktur. Han mener, at pædagogernes faglighed bliver afmonteret. Foto: Arkivfoto
skolestruktur Det er ikke alle, som jubler over den nye skolestruktur. Hos BUPL Storkøbenhavn er der mildest talt ikke de store jubelscener. Formanden mener, at pædagogernes faglighed er gået fløjten.

For et par uger siden udkom en diger rapport om Ballerups stadig relativt nye skolestruktur. Analyseinstituttet VIVE have udarbejdet en evaluering, der overordnet set blev udlagt som en succes fra de ansvarlige kommunale folk, formand for Børne- og Skoleudvalget Peter Als (A) og skolechef Ulla Blom Kristensen. Selvom der også var udfordringer, som de begge erkendte, så de evalueringen som et stort skridt i den rigtige retning.

Men den konklusion er man ikke enig i hos pædagogernes fagforbund, BUPL Storkøbenhavn. Her er man noget mere kritisk overfor den nye struktur og formanden Michael Egelund mener, at evalueringsrapporten er blevet fremlagt noget mere positivt end godt er.

En konstruktionsfejl

»Evalueringsrapporten er jo god nok. Den er lavet af VIVE, der er meget anerkendt, og hvis man læser rapporten kan man sagtens se, at der er en del kritiske røster. Men det bliver meget nedtonet af folkene bag strukturen. Min kritik går mest på Ballerup Kommune, der konkluderer ud fra eget perspektiv. Hele den struktur er en konstruktionsfejl og jeg kan ikke se fordele ved den nye struktur i forhold til mine medlemmer,« siger formand for BUPL Storkøbenhavn, Michael Egelund.

Han mener at strukturen først og fremmest har afmonteret fagligheden og den pædagogiske ledelse.

»Det er topledelsen der nu definerer tingene. Kommunen bruger selv betegnelsen ’pipeline-ledelse’, og det er meget godt ramt. Ledelsen går én vej og det er nedad fra topledelsen. Det betyder, at den pædagogiske ledelse er blevet afmonteret. Der er reelt ingen beslutningskompetence til de pædagogiske ledere og de fagfolk der er på gulvet. Beslutningerne kommer oppe fra en topledelse der slet ikke er til stede på matriklen og i dagligdagen,« siger Michael Egelund.

Ekstra ledelseslag

BUPL ser distriktsskoleledelsen som et ekstra ledelseslag, der netop fjerner fagligheden.

»Pædagogernes rolle er uklar med den nye struktur og der er blot kommet et ekstra ledelseslag. Der er ingen dialog mellem topledelsen og fagfolkene og det betyder i sidste ende, at der kun bliver taget beslutninger, som topledelsen vil have. Vi ønsker, at skolerne og institutioner skal have deres myndighed og træffe deres egne beslutninger. Jeg mener i bund og grund, at skolestrukturen går ud over et godt og solidt skolevæsen,« siger Michael Egelund, som mener at strukturen er et eksperiment, som man indtil videre godt kan være foruden.

»Strukturen er et eksperiment som vi helst er fri for. Vi vil have beslutningerne tilbage. Som det er nu, er det især topledelsens struktur og den konklusion, som kommer frem er primært topledelsens ord der konkluderes. Men nærlæser man evaluereingen så er så er der mange som mener, at ledelsen er kommet længere væk fra den pædagogiske faglighed,« siger Michael Egelund, som håber at man med tiden kan få forbedret en række af de elementer i skolestrukturen, der er mest kritiseret.

Læs også Ballerups Lærerforenings kritik: Det handler om meget mere end strukturen



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *