Historisk: Ballerup får ny kommunegrænse
Kommunegrænse-2-copy.jpg
Et eksempel på den nye grænsedragning, langs motorvejen. Her ses den oprindelige grænse (røde streger) der bugter sig gennem landskabet og den blå streg, der viser den nye grænse. Foto: Illustration: Ballerup Kommune
Veje På grund af den nye motorvej skal stregerne mellem Ballerup og nabokommunerne trækkes anderledes. Det betyder, at Ballerup skrumper

Det sker yderst sjældent. For når først stregerne er trukket, så bliver de liggende. Men nogle gange kommer der en ny vej imellem, og så er man nødt til at trække nogle nye streger.

Det handler om kommunegrænser, der næsten altid ligger fast. Men den nye Frederikssundmotorvej betyder faktisk, at Ballerup Kommune samt Egedal og Albertslund kommuner skal have nye kommunegrænser.

Hidtil har den sydlige kommunegrænse bugtet sig langs vandløb og tidligere sogneskel, men nu vil man altså have grænsen til at løbe langs den nye motorvej.

Mandag godkendte politikerne i Ballerup Kommune den nye grænse, der kommer til at løbe langs motorvejens nordside.

Ændringerne er allerede godkendt i Egedal og Albertslund kommuner. Desuden er ændringen allerede godkendt af den gamle kommunalbestyrelse, men skal ifølge lovgivningen også godkendes af en ny kommunalbestyrelse, inden den kan træde i kraft.

Får noget grønt

Helt konkret betyder det, at Ballerup Kommune får rettet kommunegrænsen mod de to nabokommuner ud.
Fra Egedal (rød på kortet)overtager Ballerup (blå på kortet) et græsklædt areal mellem motorvejen og kolonihaverne.

Lidt længere mod øst ’’bytter’’ Ballerup et lidt større areal med et mindre med Albertslund (grøn på kortet).
Udover dette får Ballerup også et lille areal ved Sørup Rende, hvor det kommunale vandløb er omlagt i forbindelse med anlæggelsen af Tværvej syd for Kildedal Station.

Grænserne giver nogle administrative fordele ligesom man regner med en beredskabsmæssig fordel ved indsatser omkring ulykker på motorvejen.

Efter de nye grænsedragninger har Ballerup afgivet 155.250 kvadratmeter land og modtaget 96.600 kvadratmeter, hvilket betyder at Ballerup er blevet 58.650 kvadratmeter mindre. Albertslund Kommune er derimod blevet noget større, idet de har modtaget 150.300 kvadratmeter og kun afgiver 32.250 kvadratmeter. Endelig har Egedal Kommune afgivet 64.350 kvadratmeter og får kun 4950 kvadratmeter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *