Tredobbelt pris for renovering af hus
Lautrupgård-Musik-og-Kulturhus.jpg
Lautrupgård er et flot palæ, som igennem de seneste år er blevet renoveret. Men det har også være dyrt. Faktisk tre gange dyrere end planlagt. Foto: Arkivfoto
Budgetstyring Musikhuset Lautrupgård er blevet sat flot i stand. Men det har kostet tre gange mere end først planlagt. Nu vil Venstre have mere gennemsigtighed i budgetterne.

I perioden 2013 til 2015 var Ballerup Kommune i gang med en stor og gennemgribende renovering af Musikhuset Lautrupgård.

Der var oprindelig afsat i omegnen af tre millioner kroner til renoveringen, der blev godkendt af den daværende kommunalbestyrelse.

Men som byggeriet skred frem viste det sig, som det er set før, at renoveringen blev mere omfattende end planlagt på grund af en lang række uforudsete problemer som råd og svamp i etageadskillelse og spær, nedbrudte ståloverliggere, miljøfarlige stoffer i maling og isolering, udtjente el-installationer og manglende brandsektionering.

På den baggrund var det nødvendigt at fortsætte renoveringen og nu er arbejdet endelig afsluttet med en samlet pris på 8.630.000 kroner, altså næsten en tredobling af prisen.

Mandag godkendte kommunalbestyrelsen så anlægsregnskabet, der var fremlagt med en merudgift på 18.500 kroner, hvilket blot er 0,2 procent. Men regnskabet dækker altså over et meget stort merforbrug, der ikke rigtig fremgår af regnskabet.

I sin fremlæggelse af sagen redegjorde borgmester Jesper Würtzen (A) for merforbruget og tillægsbevillingerne og gjorde det klart, at det var en meget høj pris, der var betalt, men at der var tale om en bevaringsværdig bygning, der skulle sættes i stand.

Mere gennemsigtigt

Men sagen fik alligevel Venstres gruppeformand Kåre Harder Olesen op af stolen. Han anerkendte, at tillægsbevillingerne var givet løbende, men at man fremover skal have mere gennemsigtighed i budgetterne og at der skal gøres mere ud af historikken i sådanne byggeprojekter, så alle kan få et oveblik over, hvad projektet reelt har kostet.

»Der er tale om et markant merforbrug, tre gange mere end planlagt. Det er rigtig dyrt. Vi skal være langt mere skarpe i planlægningen og lære af det i fremtiden,« siger Kåre Harder Olesen.

Han angriber altså ikke selve merforbruget, der var uforudsigeligt og efterfølgende er foregået efter bogen, men at man ikke er mere tydeligt i sin historik.

»Det min kritik gik på var, at der ikke har været mere klarhed om pris og historik med de mange tillægsbevillinger. Rent juridisk er tingene gået efter bogen, men hvis politik skal være mere end jura, så mener vi i Venstre, at det er vigtigt, at vi stiller historien frem, så alle kan se, hvad projekterne koster og hvad pengene er brugt til,« siger Kåre Harder Olesen.

Han erkender, at han selv har været med til at give tillægsbevillingerne, men at der nu skal laves en praksisændring.

»Vi havde jo sagt ja til renoveringen og så kunne vi ikke bare stoppe midt i det hele. Samtidig er det altså en bevaringsværdig bygning. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville have sagt nej til yderligere tillægsbevillinger, hvis det havde været et nyt rådhus, der var blevet dobbelt så dyrt,« siger Kåre Harder Olesen, som har stillet krav om at der fremover vil være nye standarder for regnskaberne.

»Jeg forventer, at vi fremover får en mere klart skrevet historik om de reelle udgifter og tillægsbevillinger. Det skal drøftes allerede på det kommende økonomiudvalgsmøde i juni måned,« siger Kåre Harder Olesen, som ad den vej håber, at alle fremover kan se mere om, hvad projekter reelt har kostet, når de er afsluttet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *