Udvalgsformand undrer sig over strukturkritik
Peter-Als-copy.jpg
Peter Als blev i sidste uge kritiseret for at forsøge at oversælge de positive elementer i evalueringsrapporten om skolestrukturen. »Det er nu ikke min hensigt. I hvert fald har jeg ingen som helst intention om at nedtone de problemstillinger og ønsker til forandringer, som også fremgår af rapporten,« siger Peter Als. Foto: Arkivfoto
Skolestruktur Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A), undrer sig især over Michael Egelunds kritik af den nye skolestruktur og har nu inviteret både lærere og pædagoger til drøftelser.

I kølvandet på den nye evalueringsrapport fra VIVE, der blev præsenteret i Ballerup Bladet, har der været en del kritik af fremstilingen og ikke mindst af den nye skolestruktur.

Især Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn, langer i sidste uge ud efter strukturen, som han mener er en fejlkonstruktion. Desuden mener han, at blandt andet udvalgsformand Peter Als, oversælger rapporten.

Men den kritik er Peter Als (A) ikke enig i. Han mener, at rapporten har mange positive elementer og at der også bliver lagt op til, at der er plads til forbedringer flere steder.

»Formændene (for BUPL og Ballerup Lærerforening, red.) mener begge, at politikerne, det vil sige undertegnede, og forvaltningen oversælger de positive elementer i evalueringsrapporten om skolestrukturen. Det er nu ikke min hensigt.

I hvert fald har jeg ingen som helst intention om at nedtone de problemstillinger og ønsker til forandringer, som også fremgår af rapporten,« siger Peter Als.

Anerkendelse er vigtig

Men han mener, at det måske ikke så underligt, at forskellige personer hæfter sig ved forskellige dele af rapporten.

»Jeg hæfter mig ved de overvejende positive udsagn, der er omkring ledelse tæt på opgaven, tæt på den enkelte lærer. Det er et af pejlemærkerne for den nye skolestruktur, at lærerne skal være set og anerkendt af deres nærmeste leder, og ikke stå alene med ind i mellem meget vanskelige opgaver omkring klassen. Og det vel at mærke med en leder med fuld beslutningskompetence, så indflydelsen er rykket nedad i organisationen, modsat hvad Michael Egelund giver udtryk for. Jeg hæfter mig også ved, at vi nu har et mere samlet skolevæsen, hvor skolerne arbejder sammen om udvikling af Ballerups skoler. Det meget fornemme arbejde med linjer i udskolingen er et eksempel på dette. Da jeg læste om de nye linjer fik jeg lyst til selv at gå i skole igen, og jeg har sjovt nok hørt flere forældre sige præcis det samme. Jeg har også stor opmærksomhed på udviklingen af de faglige miljøer, hvor vi er på vej, men langt fra i mål endnu,« siger Peter Als, som mener at Michael Egelunds udtalelse om at skolestrukturen er en fejlkonstruktion er over målet.

Men udvalgsformanden anerkender, at der er nogle udfordringer på pædagog-området

Der er udfordringer

»Når det så er sagt, forstår jeg godt Michael Egelunds bekymring på vegne af pædagogerne i BFO’erne. Det er måske det mest problematiske i rapporten, at pædagogerne ikke føler sig godt nok ledet i skolearbejdet. Det skal vi have gjort noget ved, og jeg ser frem til drøftelser om dette med BUPL,« pointerer Peter Als.

Han har derfor inviteret både BUPL og Ballerup Lærerforening til drøftelser om rapporten, for, at få deres bud på de udfordringer og løsninger, som de kan se i den nye struktur.

»Jeg er fuldstændig enig med Morten Refskov og Ballerup Lærerforening i, at når det går bedre og bedre i Ballerup kommunes skoler, så er der rigtig mange forhold, der spiller ind, og at påstå at det hele er på grund af skolestrukturen, ville ikke give mening. Det handler, som Morten Refskov siger (i interviewet i sidste uge, red.) først og sidst om lærernes indsats ude i klasserne – og om de rammer de har for at udføre deres arbejde. Det handler om et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem Ballerup Lærerforening og administration og politikere, det handler om arbejdsro på skolerne, og det handler om økonomi og om strukturer, der understøtter det, vi vil med skolerne,« siger

Peter Als og gentager sine ord fra sidste interview med avisen:

»Jeg vil til slut gerne anerkende og rose ledere, lærere og pædagoger for deres store arbejde. Uden det var vi ikke, hvor vi er i dag.«

Ser frem til en snak

Han understreger, at rapporten er udarbejdet af professionelle, som han har stor tillid til, og at han derfor ser frem til at drøfte rapporten og dens konkrete indhold med organisationerne.

»Jeg lytter altid til kritikken og anser de faglige organisationer som en god samarbejdspartner. Så derfor ser jeg frem til vores drøftelser, der skal ske hurtigt muligt inden sommerferien. Nu er evalueringsrapporten sendt til udtalelse i skolebestyrelser og fagforeninger og jeg glæder mig til at læse de forskellige input, og til at drøfte disse, og jeg håber, at der kan skaffes politisk opbakning i forligskredsen til at fortsætte udviklingen af vores skoler og af skolestrukturen,« slutter Peter Als.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *