Et slag for den gode sag
padl.jpg
Mads Mikkelsen (t.v) var også trukket i sportstøjet for at være med til at samle penge ind. Foto: Privatfoto
velgørenhed Lørdag samledes en række kendte og ukendte i Ballerup Indoor Club for at spille padeltennis. Målet var at samle penge ind til julemærkehjemmene.

Lørdag var der gang i det store indendørs sportscenter, Indoor Club på Telegrafvej i Ballerup. Men det var ikke bare almindelig idrætshygge på padeltennisbanerne, som Indoor Club har adskillige af.

For blandt de spillende kunne man se Mads Mikkelsen, Thomas Evers, Mads Laudrup og Emil Thorup, som svedte for en god sag. For der var nemlig tale om velgørenhed, hvor de kendte ansigter spillede og samlede penge ind til julemærkehjemmene i Danmark.

Bag eventen stod Dansk Tennis Forbund og Danpo, som donerer penge til julemærkehjemmene og som har en padelbane stående i en af deres gamle slagtehaller, som medarbejderne kan bruge.

Padeltennis er ikke særlig udbredt i Danmark, men kan som nævnt spilles i Indoor Club i Ballerup. Idrætten er netop blevet optaget under Dansk Tennis Forbund, ligesom der er udtaget et landshold for første gang. Fire af spillerne fra padel-landsholdet var også mødt frem for at spille opvisningskamp i den nye, men fremadstormende idræt.

Til sidst blev der overrakt en donation på ikke mindre end en halv million kroner fra Danpo til julemærkehjemmene og de kendte såvel som de ukendte spillere kunne se tilbage på en lørdag, hvor man kombinerede det sociale med det gode formål.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *