Vi skal have kortet skoledagen af
Debat Nu er tiden i indskolingen ved at være færdig for min søn Emil. Han har igennem de seneste tre år lagt barndom til realiseringen af skolereformen og den nye måde at strukturere skolerne i Ballerup.

Jeg er fuld af beundring over, hvordan Emils lærere og pædagoger har håndteret alle de mange forandringer på skole og BFO. Det er imponerende hvordan de voksne i klassen har formået at skabe et godt og trygt rum for børnenes hverdag – samtidig med at de har formået at omstille, omstrukturere, opfinde og udvikle nye fag, nye metoder, nye praksisser.

Emil har en lang skoledag, seks timer fra 0.klasse til og med 3.klasse, seks timer med skemalagt barndom, hvor voksne definerer hans tid. På en god dag kan han holde gejsten oppe til en halv eller en hel times leg i BFOen, men så er det også slut og der er ikke mere Emil, før han har været hjemme i nogle timer.

Alligevel er han glad for skolen, glad for vennerne, glad for sine lærere Tabita, Maibritt og Ann-Christin og ikke mindst hans pædagog Mette. Han glæder sig til at gå i skole om morgenen. Og hvorfor? fordi de voksne i klassen er nogle af de mest kompetente, dygtige, hjertevarme og engagerede mennesker jeg har mødt.

I 3.A, hvor min søn går, har han og flere klassekammerater haft svært ved at takle den lange skoledag, så svært at vi på et tidspunkt søgte om at korte skoledagen af. Det blev naturligvis et nej. For det er nu en gang holdningen blandt flertallet i kommunalbestyrelsen, at skoledagens længde ikke skal udfordres.

Klassens voksne har lavet mindfulness, yoga, massageøvelser, bevægelse og den ene mere spændende ekskursion efter den anden – ting der har muliggjort, at også de børn, heriblandt min egen dreng, der er udfordret af den lange skoledag, har kunnet klare det.

Spørgsmålet er så om det er en god barndom, eller om vi hellere skulle have flere timer med to voksne i klassen, så skoledagen kan kortes af. Så vil børnene få bedre timer og have overskud til at modtage undervisning i skolen. Og ikke mindst tid med overskud til at lege i BFOen og indgå i pædagogernes relationsarbejde, der er så vigtigt for alt det andet.

Jeg er ikke imponeret over det flertal af nationale politikere, der mener elever lærer mere af at gå flere timer i skole.

En skoledag på seks timer, hvor barndommen er sat på skema er ikke den barndom jeg ønsker for kommunens børn.

Halvdelen af landets kommuner har kortet skoledagen af i en eller flere klasser.

Som politiker mener jeg, at vi i Ballerup Kommune skal lægge alt det pres på vi kan og udfordre de nationale regler – hver gang det er muligt og selv bruge hver en mulighed, der er for at gøre det. Vi skal have kortet skoledagen af



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *