Det skrider frem med Banegårdspladsen
Banegårdsplads-4.jpg
Den store ombygning af Banegårdspladsen i Ballerup skrider frem. Inden længe kan busserne igen begynde at trille ind på pladsen. Foto: privatfoto
Nybyggeri I løbet af et par måneder kan man igen se busser på en del af Banegårdspladsen i Ballerup.

Igennem det seneste års tid har Banegårdspladsen i Ballerup været én stor byggeplads. Der bliver gravet, rodet og bygget og det kan indimellem være svært at se, hvad der egentlig sker – og om det går fremad.

Men det gør det. Allerede om et par måneder vil de allerførste ’perroner’ være klar til at der kan holde busser igen.

Dermed er den første etape af det store projekt ved at være overstået.

»Vi regner med, at der om et par måneder vil være klar, til at vi kan bruge de første dæk med busholdepladser. Det er den allerførste etape og dermed kan vi begynde at se fremskridt på pladsen. Der vil stadig mangle noget beplantning, men man vil i hvertfald kunne se en forandring,« siger Annemarie Arnvig Hansen, projektleder i By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune.

Derefter fortsætter ombygningen og hele den første del af pladsen vil efter planen være klar ved udgangen af året.

Det vil betyde, at busserne kan komme tilbage og holde på Banegårdspladsen.
Derefter følger næste etape, som er opførelsen af en stor ejendom på pladsen, et projekt man regner med vil tage et års tid.

Færdig om et par år

»Det er et privat byggeri, så vi kender ikke helt tidsplanen, men vi regner med, at der vil stå et hus på pladsen inden udgangen af 2019. Derefter vil der være en del små tilrettelser, beplantningen skal i orden og den slags. Vi er jo nødt til at ordne beplantningen, når det er sæson og vi kan ikke plante, når der stadig er byggeplads. Så med udgangen af 2020 skulle Banegårdspladsen være helt færdig,« siger Annemarie Arnvig Hansen.

Dermed kan borgerne i Ballerup se frem til at få lidt mere af deres plads tilbage om relativt kort tid og samtidig se, at der sker fremskridt for det store projekt, der blev skudt i gang sidste år med støtte fra Realdania.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *