Tilskuerrekord til EM-kval på torsdag
basketball Når det danske herrelandshold i basketball torsdag møder Armenien i Ballerup Super Arena bliver der sat ny tilskuerrekord, da der allerede nu er solgt over 2400 billetter til kampen.

Med fire dage igen inden Danmark møder Armenien i en afgørende EM-kvalifikationskamp i Ballerup Super Arena, er det sikkert, at der bliver slået tilskuerrekord for landsholdet. Den hidtidige rekord blev sat i 1980’erne, da basketkampe jævnligt fyldte den gamle KB-Hallen.

Med et kraftigt billetsalg i weekenden er der solgt over 2400 billetter til torsdagens kamp, hvilket er mere end der kunne være i KB-Hallen til basketlandskampe i 1980’erne, hvor opstillingen tillod lige over 2200 tilskuere. Tilskuerrekorden er altså allerede hjemme.

Med den planlagte opstilling er der plads til 2650 tilskuere, så Basketballforbundet er gået i gang med at undersøge, om der kan tilføjes ekstra pladser inden torsdag. Kan der ikke det, forventes det, at der meldes udsolgt en af de nærmeste dage.

Landsholdet, der består af profiler fra ind- og udland, er ubesejrede i kvalifikationspuljen, hvor man også finder Albanien og Armenien.

Der resterer to kampe: Torsdag 28. juni på hjemmebane mod Armenien, og en udekamp søndagen efter i Albanien. Vinder Danmark kampen mod Armenien, er man sikre på gruppesejren og oprykning til næste kvalifikationslag, hvor den mest sandsynlige modstander er Sverige.

Varmede op med to storsejre

Holdet satte sig for alvor på landkortet i sommeren 2016 med en hjemmesejr på 106-102 over stormagten Tyskland i Arena Næstved. Siden da er det blevet til lutter fremgang og senest blev det til en sejr på 82-69 over Albanien foran 2200 tilskuere, også i Næstved.

Danmark varmede op til EM-kampen med storsejre over Schweiz og Cypern i weekenden. Kampene blev spillet i Italien, og Danmark vandt henholdsvis 85-48 og 103-60.

Blandt Danmarks profiler er Iffe Lundberg, der netop har været den bærende spiller på det spanske hold Manresa, da de sikrede oprykning til den bedste spanske række ACB, der af mange betragtes som den bedste nationale liga i verden, udover NBA.

Også Chanan Coleman, der vandt sølv i den stærke israelske liga, samt naturligvis Bakken Bears-profilerne Adama Darboe og Darko Jukic, er at finde på holdkortet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *