Kosmetologen skal på kontor
EUX-på-Next-Mia-Abel-copy.jpg
Årets første eux-student på NEXT Ballerup blev Mia Abel, der efter halvandet år med gymnasiale fag, nu fortsætter som kontorelev i Frederiksberg Kommune. Foto: Privatfoto
huetid 30-årige Mia Abel blev den første eux-student på NEXT Ballerup

Det var ikke ligefrem yndlingsfaget, Mia Abel sluttede af med på NEXT Ballerup, så firetallet i faget erhvervsret var helt tilfredsstillende. Det var dog den laveste karakter, hun havde fået til de mundtlige eksamener.
»Det er det fag, jeg har haft sværest ved, så jeg er fuldt ud tilfreds. Jeg er lidt bedre til mere sproglige fag som dansk, engelsk og psykologi,« siger Mia, som blandt andet fik et 12-tal i psykologi.

Elevpladsen er i hus

På eux-uddannelsen bliver man student samtidig med, at man tager en erhvervsuddannelse. Mia har gået på ’eux kontor’, og det vil sige, at hun efter halvandet år med fag på gymnasialt niveau på NEXT Ballerup skal ud at have en elevplads inden for kontorområdet, og det har hun allerede helt styr på.

»Jeg var bange for, at det ville blive rigtig svært, fordi jeg er voksenelev og derfor skal have mere i løn, men jeg har været heldig og er kommet til samtale flere steder og blev tilbudt tre elevpladser. Jeg har så valgt at starte i Frederiksberg Kommune,« siger Mia, der har gået i en klasse, hvor de lidt ældre elever på uddannelsen har været samlet.

Karriereskift

Mia har oprindeligt arbejdet som kosmetolog, men for et par år siden besluttede hun sig for et karriereskift, som sendte hende på NEXT i Ballerup.

»Jeg var lidt træt af arbejdstiderne og den sælgende del af jobbet. Jeg har i flere år drømt om at skulle på kontor, så jeg tænkte, at nu skulle det være,« forklarer Mia.

Hun ser frem til at komme i gang med elevpladsen, og selvom det har været hårdt at være tilbage på skolebænken, glæder hun sig over, at hun med eux’en har muligheden for at læse videre på en videregående uddannelsen, hvis hun en dag skulle få lyst til det.

Normalt får eux-studenterne huer på, men det har Mia valgt at lade ’’de unge” eux’ere om.

»Jeg synes, jeg er lidt for gammel til hue, og så er jeg blevet så fornuftig, at jeg ikke ville bruge pengene på den, når jeg nu er på SU,« griner Mia.

Det betyder dog ikke, at hun ikke skal fejre ”huen”. Den skal både fejres med familiemiddag og en Beyonce-koncert.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *