Nej tak til førtidspension
Trine-student-tec-copy.jpg
»Det er næsten helt uvirkeligt, at jeg er blevet student,« var Trine Boll Jensens reaktion, da hun havde fået studenterhuen på. Foto: Privatfoto
huetid Trine Boll Jensen blev årets første student på H.C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup. Hun har kæmpet i fem år for sin hue - og fredag kom den endelig på.

Det var en både en rørende og festlig oplevelse, da Trine Boll Jensen blev årets første student på H.C. Ørsted Gymnasiet (TEC) i fredags. Champagnepropperne sprang, mens både familie og lærere kneb en tåre, for det har ikke været nemt for Trine at nå så langt.

Trine har nogle særlige behov i forhold til andre unge, og da hun afsluttede folkeskolen, troede hverken Trines daværende skole eller kommunens sagsbehandlere på, at Trine kunne gennemføre gymnasiet. De så førtidspension som den eneste mulighed for Trine.

Men nu har Trine bevist, at de ikke havde ret – stærkt bakket op af sine forældre og H.C. Ørsted Gymnasiets vejledere og lærere.

»Jeg er det perfekte eksempel på, at hvis man bare tror på det, man vil, så kan man,« sagde en stolt Trine, efter hun havde fået studenterhuen på.

Fem år undervejs

På H.C Ørsted Gymnasiet i Ballerup har Trine haft mulighed for at gennemføre studiet på fem år, og hun har været rigtig glad for projektarbejdsformen, som er et af kendetegnene ved det tekniske gymnasium.

»Jeg synes, det er sjovt at få ideer, arbejde selvstændigt og følge tingene helt til dørs,« forklarer Trine.

Det er også kvalifikationer, Trine regner med at kunne bruge efter sommerferien, hvor hun har søgt ind på uddannelsen til landskabsarkitekt.

»Jeg glæder mig at kunne bruge min viden om naturvidenskab og gøre en forskel i lokalsamfundet som landskabsarkitekt,« siger Trine.

Men inden næste skridt på uddannelsesvejen glæder Trine sig til sommerferien. Hun er for nylig flyttet hjemmefra, og hun ser frem til at komme helt på plads i sit eget lille rækkehus i Ølstykke. Det bliver dog ikke ren ferie for Trine, for i løbet af juli og august skal hun tage et suppleringskursus i matematik, så hun kan komme i gang med drømmeuddannelsen efter sommerferien.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *