Påfugle stak af fra byggelegepladsen
COLOURBOX1463712.jpg
Rosendals påfugle er stukket af hjemmefra. Hvis man ser dem, må man meget gerne ringe til byggelegepladsen på 44 77 32 62. Foto: Modelfoto: Colourbox
gemmeleg En gruppe påfugle fik nok af deres korte ophold på en byggelegeplads i Ballerup og stak af. Flere er stadig på fri fod.

For tre uger siden fik byggelegepladsen Rosendal i Ballerup fem påfugle, som skulle bo på legepladsen til glæde for børnene. Børnene havde igennem længere tid plaget om at få de farvestrålende fugle og glæden var stor, da de eksotiske fjerkræ flyttede ind.

Men glæden varede kort, for allerede efter halvanden uge stak de af og siden har man ledt efter dem. Personalet havde ikke nået at stække deres vinger og derfor var de i stand til at flyve af sted.

Nu har man ledt efter dem i halvanden uge og selvom en af de undvegne fugle er blevet fanget og er tilbage på byggeren, så er de resterende fire i skrivende stund stadig på fri fod.

»Vi har ledt efter dem og de er blevet set i Digterparken, ved Søholm og i Værløse, så de er kommet vidt omkring. De er lette at få øje på, men svære at fange og det har vi erfaret. Men jeg vil gerne understrege, at de ikke er farlige og at man skal ikke være bange for, at børn og dyr møder dem. Men vi skal nok finde dem, selvom det tager sin tid,« siger Jens Ole Hoppe, pædagogisk leder på Rosendal.

Ikke for kommunen

Som nævnt har rigtig mange set påfuglene og derfor er blandt andet borgmesterkontoret på Ballerup Rådhus blevet kimet ned af borgere, men det er ikke en opgave for kommunen eller borgmesteren.

»Vi er i dialog med Zoo om hvordan vi skal håndtere dem, for det er ikke en opgave for andre end os. Men vi skal som sagt nok finde dem. Jeg vil gerne opfordre til, at man henvender sig til os på telefonnummer 44 77 32 62 og ikke til borgmesteren eller kommunen,« siger Jens Ole Hoppe.

De fem påfugle er hentet fra Liselund Slot på Lolland hvor de har gået frit omkring i de adelige omgivelser.

Da der ikke var plads til så mange og Rosendal samtidig var ude efter en flok, så endte de altså i Ballerup. Om det er de mere ydmyge ikke-adelige omgivelser, der har fået påfuglene til at stikke af er uvist, men under alle omstændigheder er jagten på de flotte fugle gået ind og hvis man ser dem, så kan man altså rette henvendelse til byggelegepladsen.



1 kommentar om “Påfugle stak af fra byggelegepladsen”

  1. O.Jensen siger:

    De har hjemve
    Langt fra adelige omgivelser .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *