Svar til Kjeld Halvorsen om Egebjergklubben
Debat Jeg har boet i Egebjerg siden 1964 og har dermed været medlem af Egebjergklubben altid.

Har deltaget i utallige arrangementer i klubben, men er ikke storforbruger. Er alligevel rigtig glad for den. Ville være rigtig ked af, hvis den lukkede. Jeg tror, der er mange, der har det lige sådan.

At det har været svært, at få bestyrelsesmedlemmer er rigtigt nok. Det er dog ikke kun i Egebjergklubben, der er problemer med frivillige. Sådan er det alle steder for eksempel spejdere, boldklubber med mere. Vi ældre, der har været med i en masse udvalg, foreninger og lignende, synes, at det er de unge, der nu skal trække læssene – men hvor er de nu?

Ja, vi betaler alle til Egebjergklubben. Det er vi heldigvis mange, der gør med glæde. Det er da skønt, at nogle påtager sig det store arbejde at arrangere en masse ting, vi kan deltage i. Har du aldrig haft glæde af et arrangement i Egebjergklubben?

Det sidste, vi deltog i, var vinsmagning, hvor vi var sammen med en masse glade mennesker. Der var for øvrigt sat for få billetter til salg. Men der blev alligevel skaffet plads til os alle – rigtigt flot.

Hvad med Egebjerg Fælleshus? Har du aldrig haft brug for det? Du har måske plads til 40 -50 mennesker derhjemme?

Så har vi Egebjerg Bladet, som bare dumper ned i vores postkasse 10 gange årligt. Er det ikke hyggeligt at se hvad der sker i området? Det er da rigtigt, at der var flere der kunne komme med indlæg i bladet.Men, men dit indlæg ville de ikke have?

I det sidste Egebjerg Bladet var der et dejligt positivt indlæg fra en ny tilflytter, som roste fællesskabet i Egebjergklubben og Fælleshuset. Som endog mente, at ejendoms-mæglerne i området skulle bruge det som salgsargument. Så jeg syntes du skal tage dine udtalelser op til revision.

I øvrigt er jeg medlem af Egebjerg Seniorklub sammen med 28 andre glade seniorer.
Hilsen fra en glad Egebjergbeboer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *