En vogn til minder og hygge
indvielse_campingvogn_8.jpg
Der blev hygget og snakket foran campingvognen på plejecentret Lindehaven. Vognen skal bruges til almindelig hygge mellem beboerne, men den er også et godt redskab til at vække minder hos demente beboere. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Husker du Plejecentre Lindehaven indviede onsdag en campingvogn med fortelt i deres have. Målet er både at få et sted til hygge og samvær, men også til at vække minder hos demente beboere.

Der står en campingvogn i haven på plejecentret Lindehaven. Den blev indviet onsdag eftermiddag med is og fest.

Men meningen med vognen, der også er udstyret med et fortelt af den klassiske slags, er ikke bare at man skal have et sted, hvor man kan hygge sig sammen, selvom et bestemt også er meningen.

Det handler også om at genskabe mindre hos de beboere, der er demente.

»Mange af vores beboere er jo af campingenerationen og når de kommer ned i vognene og dufter teltdugen og ser vognen, så vækker det minder fra deres egen campingtid. Vi havde ved indvielsen tre beboere, som pludselig kunne huske deres campingtid og som begyndte at snakke om det. Sådan en teltdug dufter specielt og den slags vækker minder, det ved vi,« siger Anette Wintlev-Jensen, plejecenterleder på Lindehaven.

Udover at være et sted, der vækker minder er det også meningen, at campingvognen skal bruges til almindeligt hyggeligt samvær året rundt.

»Det handler også om relationer og at have et sted til samvær. Her kan vi ’tage på tur’ uden at komme uden for huset.

Vi kan spille kongespil og gøre en masse hyggelige ting sammen. Så vognen er både minder og relationer,« siger Anette Wintlev-Jensen.

Fotos: Flemming Schiller



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *