Når skolegang er en udfordring
særlig_ungdomsuddannelse_5.jpg
De praktiske færdigheder er en stor del af uddannelsen for de unge på STU. Her er det Nikolai og Rikke, som er i gang med at ordne køkkenet. Foto: Fotos: Flemming Schiller
Praktik Krav om gode karakterer for at kunne komme videre i uddannelsessystemet gør det ekstra svært for de børn og unge, der har sociale problemer, diagnoser og indlæringsvanskeligheder i rygsækken. På Ballerup-Herlev Produktionshøjskole træner man de unge i at kunne skabe sig et meningsfuldt voksenliv med arbejde og egen bolig på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU).

Det er tirsdag morgen på den Særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) på Ballerup-Herlev Produktionshøjskole. Eleverne har netop afsluttet den fælles morgenmad og morgensamling, og nu kigges der på billeder fra den lejrskole i Asserbo, eleverne var på i den foregående uge.

Midt i fælleslokalet hænger et whiteboard med ugens skema, men det er sat på pause i dag, for eleverne skal have ryddet op efter lejrskolen. Praktiske og konkrete opgaver, som er omdrejningspunktet for undervisningen på STU. Og det bekommer eleverne godt, for fælles for dem er, at de har haft en vanskelig skolegang, typisk med mange nederlag fagligt som socialt.

Nogle har fået diagnoser som ADHD, andre har store indlæringsvanskeligheder, er angste, har været ofre for mobning eller har fysiske handicaps. Og ingen af dem har forladt folkeskolen med et eksamensbevis. Men drømmene har de stadig, forklarer Lisbet Holmsted, der er en af de fem lærere, der udgør staben omkring den lille snes unge, der i øjeblikket går på STU:

»Når de kommer til os, handler det om at få afklaret, hvad der er realistisk. Det kan godt tage lidt tid for den unge at acceptere, at det, vi når frem til, er anderledes end det, de går og drømmer om. Mange kommer med en plan om at få en 9. klasses eksamen, og nogle lykkes også med det, siger Lisbet Holmsted og fortsætter:

»Nogle drømmer om at få en gymnasial uddannelse, så de kan komme videre i uddannelsessystemet, for det er jo det, de hører. Men det er ikke realistisk for vores elever. Karakterkrav på 02 og 4 til ungdomsuddannelserne bremser dem også, men vores elever kan sagtens klare en praktisk uddannelse, som for eksempel lagermedarbejder. Og de brænder virkelig for det. De vil så gerne, og gør sig virkelig umage.«

STU har ændret mit liv

En af dem er 21-årige Kristian, der sidder og tegner. Det har han tydeligvis talent for. Men det er især musikken, der interesserer ham, fortæller han, inden han skal over på produktionshøjskolen og have musik.

»Jeg er veltilpas ved at være her. Der er lige som at være i en familie. Og jeg er her, fordi jeg har problemer med det sociale og har gået i specialklasse. Jeg har nemlig Aspergers,« siger han, der har gået halvandet år på STU.

Ude i køkkenet er Rikke og Nicolai i gang med at vaske køleskab af og sætte i opvaskemaskinen, praktiske hverdagsgøremål som også indgår som en del af undervisningen. Nicolai er 20 år og har kun været på STU nogle måneder. Han var skeptisk, da han første gang besøgte STU med sin sagsbehandler. Men hans skepsis er nu vendt til begejstring:

»Jeg var meget skeptisk i starten, men jeg blev positivt overrasket. Jeg blev taget rigtig godt imod, og det har ændret mit liv. Det har været en positiv vending. Her er man velkommen, uanset hvad man har med i rygsækken. Jeg har svære indlæringsvanskeligheder. Jeg kan godt læse, men jeg kan ikke huske det, jeg læser eller forstå, hvad det betyder,« fortæller han, der efter folkeskolen gik i gang med en uddannelse som VVS’er og har gået på slagteriskole.

Men han måtte opgive begge dele på grund af sine indlæringsvanskeligheder. Ligesom tidligere jobs som blandt andet opvasker og i butik heller ikke har været vellykket.

»Jeg var træt af at gå i folkeskole, jeg var sådan en, der forstyrrede undervisningen og lavede drengestreger. Nu har jeg brugt mine tre uddannelsesklip og har ikke gennemført noget. Hvad gør man så?« Spørger Nicolai på vegne af de unge, der har svært ved at navigere i de stadigt skrappere krav om skolegang og gode karakterer for at få en uddannelse.

Selv drømmer han om at få arbejde som altmuligmand indenfor vedligeholdelse af ejendomme eller sportsanlæg.
Hjælp til hverdagen

Den Særligt tilrettelagte Uddannelse varer tre år og tilrettelægges individuelt efter den enkelte unges drømme, ønsker og ressourcer.

Når eleverne begynder på uddannelsen, går de første tre måneder med at afklare, om det er det rigtige sted for dem. Næste etape går ud på, at elevernes skal afprøve deres mål og drømme, det foregår for eksempel gennem teambuilding, ekskursioner og praktik i en virksomhed samt undervisning i at bo for sig selv. Målet er at skabe de bedste forudsætninger for, at de unge kan få et meningsfyldt, selvstændigt og aktivt voksenliv.

Tredjeårseleverne har således et fag, der hedder ’fremtidsværksted’. Her lærer de, hvordan man søger jobs, hvordan man bruger e-boks og Nem ID og går på Borgerservice.

»Vores elever skal have hjælp til at klare hverdagen. Hvis man har meget angst, kan det at tage bussen hertil være en udfordring, og kan man ikke læse, så kan man ikke finde ud af, hvornår bussen går. Har man oveni problemer med social kontakt, kan man ikke bare spørge en fremmed om hjælp. Alt det skal læres,« siger Anne Olsson, der blandt andet underviser i dansk.

Også motorik og mod til at forfølge sin mål skal trænes, det sker blandt andet gennem fysisk aktivitet, som er på skoleskemaet for alle elever hver dag. To af lærerne er i gang med at afslutte en uddannelse som friluftsvejleder og står for STU’s udendørsaktiviteter. Peter Lundgaard er den ene af de to.

»Det handler om at prøve sine grænser af ved at være aktiv i det fri. Bare det at skulle sove udendørs, samle brænde og lære at lave mad på bål er nyt og udfordrende for eleverne. Og så er der noget ganske særligt ved at sidde omkring et bål sammen med andre. Det er afstressende og træner nærvær,« forklarer Peter Lundgaard, der også underviser i klatring og faget handyman, hvor eleverne lærer at sætte en hylde op og skrue skruer i.

Altsammen færdigheder der skal gøre de unge i stand til at klare sig selv i livet og på arbejdsmarkedet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *