Hest og hygge på rideklubbens sommerlejr
Ridelejr-12.jpg
Op på hesten og ud på banen, hvor der både skal springes og galopperes på hesten. Ridelejren på Ballerup Rideskole er et kæmpe hit blandt ridepigerne. Foto: privatfoto
Heste Det summer af aktivitet på Ballerup Rideklub, hvor 22 piger var på årets første ridelejr.

Luftmadrasserne ligger på linie i kantinen, men der er ingen hjemme. Klokken halv ti er pigerne for længst stået op, og står i stedet nede i gården hvor de strigler, fletter og nusser om rideskolens ponyer. Igen i år afholder Ballerup

Rideklub første omgang af deres populære ridelejr. I en uge får hver pige tildelt en af rideskolens heste og så står aktiviteterne ellers på alt fra spring, ponygames, dressur og skovture.

En typisk dag på ridelejren starter klokken syv, hvor deltagerne bliver vækket og spiser morgenmad. Så går de en lille kilometer ned af en støvet grusvej og henter hestene fra fold. Derefter strigles, flettes og pudses der indtil formiddagens rideaktivitet. Efter en middagspause er der endnu en rideaktivitet, derefter aftensmad og hestene spadseres tilbage til folden. Om aftenen må der hygges, skabes venskaber og byttes historier og erfaringer.

Venskaber og hygge

Rideskoleansvarlig Cathrine Vinther Hohnen har været i Ballerup Rideklub i ni år. I hele hendes tid har ridelejrene været en kæmpe succes. For hende handler det både om at deltagerne kommer hinanden og hestene ved.

»Det er lige så meget det, at de får lov til at være sammen med hinanden og med hestene, at de får knyttet nogle venskaber og hygget sig med hinanden. Selvfølgelig bliver de også dygtigere til at ride, men jeg synes lige så meget at det er det sociale, der er vigtigt,« siger hun.

Egen hest

I år er det 11-årige Victoria Pedersen’s første gang på ridelejr. Mens hun strigler den karamelfarvede pony Little Charlie fortæller hun, at det sociale også har været vigtigt for hende. Hun siger at det fedeste for hende er: “at kunne ride og bare snakke med alle pigerne”. Hun vil gerne være med næste år – specielt hvis der er mere spring og skovtur på programmet.

Oppe i gården står 13-årige Freja Svane Jensen og smører solcreme om mulen på ponyen Malou. Freja har været på to ridelejre. Hun fremhævede også hyggen, og specielt det at få lov til at have sin “egen” hest.

»Det er mega hyggeligt og det er bare rart at man har sin egen hest, som man bare rider og der er ingen andre, der rider på den. Der er bare den og én selv,« siger Freja.

Med 350 rideskoleelever kan det dog være svært at sikre sig en billet til de populære lejre. Cathrine Vinther Hohnen fortæller, at billetterne blev sat til salg klokken 15 på en grå eftermiddag i marts. 15.01 var der udsolgt til den første uge. Det kan med andre ord være sværere at komme på ridelejr med Ballerup Rideklub end til koncert med Justin Bieber i Parken.

Men hvorfor skal man så prøve, og hvorfor skal børn gå til ridning?

Personligt og praktisk

Cathrine Vinther Hohnen opsummerer ridning som en sport, der lærer børnene både personlige og praktiske egenskaber:

»De lærer at være meget mere nærværende og empatiske. De lærer at være utrolig klare i deres kommunikation.

Pigerne rider ponyer, der vejer 3-400 kilo og de vejer måske 35-40 kilo. Så de bliver nødt til i deres kropssprog at kunne sige tydeligt, hvad de gerne vil have.”
Ballerup Rideklub afholder tre ridelejre per sommer og lægger også hus og hest til kommunens sommerferieaktivitet “En Duft af Pony”.

Man kan læse mere om Ballerup Rideklub og deres aktiviteter på balleruprideklub.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *