Tre unge mænd efterlyses for knivoverfald i Ballerup
Politi-genrefoto-10.jpg
Genrefoto Foto: Politi.dk
efterlysning (OPDATERET klokken 14.54 med flere detaljer) Mandag formiddag blev en ung kvinde og hendes søn overfaldet af tre unge mænd, der stak kvinden i skulderen med en hobbykniv.

Københavns Vestegns Politi efterlyser tre unge mænd i alderen 15-17 år. Alle tre mænd er brune i huden og taler dansk. Der er desværre kun et meget sparsomt signalement af de tre gerningsmænd: A er iført en sort dunjakke, B er iført en hvid T-shirt, C er højere end de to andre mænd, lyder beskrivelsen fra politiet.

Efterlysningen sker på baggrund af en anmeldelse modtaget mandag den 16. juli 2018 klokken 10.42 om en 20-årig kvinde og hendes søn, der blev overfaldet med hobbykniv af de tre mænd på en sti ved Baltorpvej i Ballerup. 

Kvinden har fortalt til politiet, at hun kom gående ad Grønnemarken med sin søn i klapvogn, da hun bemærkede en lille gruppe unge mænd/drenge. Hun gik forbi dem og drejede ned af den lille sti, Ågerupstien, der løber fra Grønnemarken ud mod Baltorpvej.

Hun bemærkede efter kort tid, at de fulgte efter hende og begyndte at råbe ad hende, så hun satte farten op og prøvede at komme væk. Men én af mændene løb foran de andre og tog fat i hende. Da hun snurrede rundt og stod ansigt til ansigt med ham, stak han hende i venstre overarm/skulder, med – hvad hun mener var – en hobbykniv. 

Den chokerede kvinde skyndte sig derfra og tilkaldte politi og ambulance. Hun fik heldigvis kun ét stik og slap derfor fysisk heldigt fra overfaldet – ligesom hendes søn var uskadt – men psykisk har det uden tvivl været en rigtig grim oplevelse, og politiet understreger, at de tager sagen meget alvorligt og kategoriserer det som ”kvalificeret vold”, fordi der er anvendt våben.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet – altså mellem klokken 10 og 11. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48 eller 114.



1 kommentar om “Tre unge mænd efterlyses for knivoverfald i Ballerup”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Og så venter vi alle spændt på at politiet fanger disse mænd, og vi får oplyst hvor de stammer fra, samt hvilken straf de får.

    Vi skulle nødigt opleve at områder i vor dejlige kommune omdannes til en slags ghettoer. ??

    Men lad os nu se hvad der videre sker i sagen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *