Udtaget til Special Olympics
psykisk_syge_håndboldspillere_4.jpg
Til hverdag er Kenni Olesen førtidspensionist men arbejder på Grantoftegaard, hvor han kører landbrugsmaskiner. Når han ikke gør det, spiller han håndbold på AB’s hold for udviklingshæmmede, og er udtaget til Special Olympics i 2019. Foto: Flemming Schiller
håndbold 29-årige Kenni Olesen fra Ballerup og 24-årige Jelena Bandovic fra Skovlunde spiller begge håndbold på AB’s specialhold for udviklingshæmmede. De er udtaget til Special Olympics sommerlege, og skal til foråret til Abu Dhabi og repræsentere Danmark.

Fællesskabet med de andre spillere betyder alt. Også selv om det er håndbolden, de samles om hver torsdag i AB. Det er 24-årige Jelena Bandovic og 29-årige Kenni Olesen enige om. Begge spiller de på klubbens specialhold for udviklingshæmmede, og begge er de blevet udtaget til Special Olympics World Summer Games i 2019, der foregår i De forenede Arabiske Emirater med deltagelse af 7.000 atleter fra 170 lande.

»Jeg var vildt overrasket, da jeg fik mailen. Jeg kan godt læse, men forstår ikke, hvad jeg læser. Men jeg talte med en kammerat, som også havde fået den samme mail, og han fortalte om det. Jeg turde dog ikke rigtig tro på det, før jeg havde læst det op for min mor i telefonen,« siger Kenni Olesen, der er både stolt over at være blevet udtaget til de særlige olympiske lege og nu skal repræsentere de rød-hvide farver i Abu Dhabi.

Samme reaktion havde Jelena Bandovic, da hun fandt ud af, at hun også var udtaget.

Arbejder på Grantoftegaard

»Jeg blev vildt glad. Det er meget ærefuldt at blive udtaget, men jeg blev også meget overrasket. Nu skal vi sørge for at forberede os godt, og give noget ekstra til træningen,« siger hun i en mobiltelefon fra Montenegro, hvor hun holder sommerferie hos sin familie. Til daglig er hun, ligesom Kenni førtidspensionist og arbejder på Grantoftegaard, hun i køkkenet og han i landbruget, hvor han kører maskiner.

Jelena Bandovic er med på en telefon fra Montenegro. Foto: Flemming Schiller

 

Det var også på Grantoftegaard, at de begge blev præsenteret for ideen om at spille håndbold på et hold i AB for udviklingshæmmede, som klubben etablerede for to år siden i samarbejde med 14 kommuner i hovedstadsområdet. Udover at spille håndbold og de sundhedsfremmende sider af at dyrke sport, er formålet med holdet at styrke spillernes personlige udvikling og livskvalitet gennem fællesskab og foreningsliv.

»De spurgte, om vi ikke havde lyst til at være med til træningen. Og så prøvede jeg det, og det var fedt, og her er et rigtig godt fællesskab. Det betyder en hel del,« tilføjer Jelena Bandovic, der tidligere spillede i SIF.

Fra klumpe-dumpe til olympisk deltager

Kenni Olesen har spillet håndbold i rigtig mange år, før han kom til AB, faktisk siden han var fire. De fleste af årene, har han spillet i Ballerup og siden i Herlev. Her spillede han på 3. holdet og var ifølge sin mor ’lidt af en klumpedumpe’ og stoppede, da hans bror ikke længere kunne spille i samme klub. Men klubskiftet fortryder han bestemt ikke. For i dag er han en af de bedste herrespillere på holdet.

»Nu er jeg en af de bedste og sådan en, der hjælper de andre på holdet, blandt andet fordi jeg har et godt overblik,« forklarer Kenni Olesen, der bliver bakket godt af sin familie, især mor, der hjælper til med alt det praktiske; papirarbejde og sponsor-penge til turen til både ham og Jelena.

Deltagerne skal selv betale 12.000 kroner for at deltage i de særlige Olympiske Lege, derudover har de udgifter til vaccinationer, transport og betaling for de fælles træningsweekender for de danske spillere, der foregår rundt om i landet. Lions Club i Skovlunde har allerede bidraget til de to unge håndboldspilleres deltagelse i Abu Dhabi, men de er på udkig efter flere rundhåndede givere.

»For det er svært at hive den slags penge ud af en førtidspension,« siger Kennis mor, Mona Olesen.

Selv hækler hun bogmærker, som hun sælger til venner og bekendte som et bidrag til sønnens deltagelse i de internationale lege.

Skulle man være interesserede i at hjælpe de to håndboldspillere på vej til Special Olympics, kan Mona Olesen kontaktes via mail: mona.wejlgaard@gmail.com.

Kenni Olesen er gået i skarp træning frem mod Special Olympics,
der finder sted til marts næste år. Foto: Flemming Schiller

 

Faktaboks

‘Special Olympics’ er en verdensomspændende organisation, som organiserer og udvikler idræt for mennesker med udviklingshæmning. Gennem idrætten arbejder organisationen med atletens sundhed, selvstændighed og selvværd, samt samfundets indstilling til udviklingshæmmede.

Organisationen blev stiftet af Kennedy-familien i 1968. I dag har Special Olympics organisationer i over 170 lande, og mere end fem millioner mennesker med udviklingshæmning deltager i Special Olympics’ aktiviteter.

Special Olympics World Summer Games afholdes hvert fjerde år. I 2019 foregår stævnet i Abu Dhabi den 14.-21. marts. 7.000 idrætsudøvere fordelt på 170 lande deltager. Derudodver er der 2.600 trænere og ledere og 20.000 frivillige.

I Danmark er det Parasport, der siden 1985 har repræsenteret Special Olympics i Danmark.

Kilde: Parasport.dk



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *